Okore vil have Superliga-comeback i år: Jeg vil spille mere i FCK
Det vakte opsigt, da FC København i august præsentede Jores Okore som ny spiller i truppen, for det er ikke hver dag, at en Superliga-klub tiltrækker en spiller, der har flere Premier League-kampe, landskampe og en status som Superliga-profil på sit cv.
Men 24-årige Jores Okore har ikke været en profil for FC København i denne sæson. Da han ankom til FC København, var han ikke i topform, men selvom det er blevet til en enkelt optræden i DBU Pokalen mod Jammerbugt FC, har der altså ikke været meget spilletid til forsvarsspilleren.
Han har været på bænken til en del kampe, men han har stadig sin Superliga-debut til gode i FCK-regi. Efter mere end to måneders ventetid er Jores Okore ved at være lidt træt af ventetiden.
- Selvfølgelig er jeg ved at være lidt utålmodig. Det skal man være, hvis man har ambitioner. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når man ikke spiller, men alligevel skal man have lidt tålmodighed, siger Jores Okore til tipsbladet.dk.
- Jeg ankom midt i sæsonen, for Superligaen var i fuld gang, og der var næsten spillet ti kampe. Det gør det svært. Hvis jeg var kommet i opstarten, havde det måske været noget andet, men jeg kom midt i det hele, og holdet har trænet principperne. Der er nogle ting, jeg skal indhente, og når holdet gør det godt, er det svært at komme og sige, at man skal spille, uddyber han.
Jores Okore medgiver, at det er usædvanligt, at en spiller med hans cv vender retur til Superligaen og kommer til at varme bænk i ugevis uden at komme i kamp.
- Det er selvfølgelig uvant, men det er også en uvant situation, at en profil kommer til en klub, hvor der allerede er så etablerede spillere på holdet. Vi har jo også Mikael Antonsson, som også er en profil i Superligaen. Der er tre stoppere med kvalitet, som jeg kommer til at kæmpe med. Selvfølgelig går man ikke bare lige ind og overtager en plads. Det skal man gøre sig fortjent til. Det gør man ved at spille kampe. Hvis de andre gør det så godt, er der ikke en finger at sætte på det. Selvfølgelig vil jeg gerne have lidt flere kampe, men jeg tager det som det kommer, siger Okore, der føler sig glimrende fysisk form og klar til at gøre en forskel for FCK:
- Jeg føler selv, at jeg er, hvor jeg skal være. Jeg kæmper og træner hårdt hver dag, og jeg laver en masse udover det, jeg skal gøre. Selvfølgelig ved man aldrig hundrede procent, hvor man står, når man ikke spiller kampe, men jeg føler, at jeg er klar til at bidrage med en masse, når der bliver brug for mig, siger forsvarsspilleren, som ikke lægger skjul på ønsket om flere minutter i kamp for førsteholdet.
- Man vil altid gerne have mere spilletid, så man kan komme ud og spille nogle flere kampe. Det er svært at komme ind på holdet, når de andre gør det godt og vinder kampe. Man må bare arbejde hårdt og kæmpe videre. Jeg gør mit bedste til træning, fastslår han.
FC København har fem Superliga-kampe og to Champions League-opgør tilbage i dette efterår, men Jores Okore regner ikke med at skulle vente helt til 2017 med at få flere kampe på førsteholdet.
- Jeg forestiller mig og håber også, at jeg kommer til at spille på denne side af nytår. Det er i hvert fald den mentalitet, jeg har. Jeg er klar til at spille i år, men det er Ståles valg. Jeg giver alt, hvad jeg har, og jeg håber, at det lykkes. Ellers må jeg vente tålmodigt på min chance, siger han.
Jores Okores kontrakt med FC København løber frem til sommeren 2020.