Video : Tipsbladet
Superliga

To og et halvt år før tid: AC Horsens ophæver med back

AC Horsens bekræfter, at man ophæver med venstrebacken Sebastian Avanzini.

AC Horsens solgte angriberen Kasper Junker tidligere på ugen, og nu siger de farvel til endnu en spiller.

Sebastian Avanzini har således fået ophævet sin kontrakt. Det bekræfter AC Horsens. 

Backen skrev i 2018 under på en aftale frem til sommeren 2022, men den er altså blevet ophævet to og et halvt år før tid.   

Læs også:SønderjyskE før transfervinduet: Vi skal trimme truppen

Den 24-årige venstre back har ikke gjort meget væsen af sig i denne sæson, hvor han blot har spillet tre kampe i Superligaen, og han skal nu jagte spilletid et andet sted, fortæller cheftræner Bo Henriksen. 

- Sebastian Avanzini har været et godt bekendtskab for AC Horsens, og han var vigtig for os i sidste sæson, hvor han var med til at redde os i Superligaen, men det er ikke blevet til så meget spilletid for ham i denne sæson, og han vil gerne spille noget mere, så derfor er vi blevet enige om at ophæve kontrakten. Vi sender ham videre med de bedste referencer, fortæller Bo Henriksen til AC Horsens' hjemmeside.

Sebastian Avanzini har været glad for at være i AC Horsens, men han understreger, at han har brug for at få regelmæssig spilletid.

Læs også:Så nemt eller svært er forårs-programmet i Superligaen

- Jeg har ikke spillet så meget, og jeg vil gerne et sted hen, hvor jeg passer bedre ind på holdet. Jeg har været glad for at være i AC Horsens, hvor jeg har mødt mange gode mennesker, men jeg er nødt til at prioritere regelmæssig spilletid, siger Sebastian Avanzini.

I alt er det blevet til 21 kampe for Sebastian Avanzini i AC Horsens-trøjen, siden han kom til klubben fra Skovshoved i sommeren 2018. 

Læs også:Horsens skal have en ny angriber: Der er ikke mange penge at gøre godt med

Læs også:18. December: 43 år og bekymret for at stå under bruseren med de unge

Læs også:Officielt: AC Horsens sælger rekordindkøbet Kasper Junker