Troels Bech er tilbage på trænerbænken i dansk fodbold.
Brøndbys tidligere sportsdirektør skal igen være cheftræner, og det skal han være i Esbjerg fB, der tirsdag tog afsked med Lars Olsen, efter at spillertruppen havde mistet tilliden til ham.
Læs også:Troels Bech er tilbage i Superligaen: Se hans mest suveræne citater
53-årige Troels Bech tiltræder med det samme i den vestjyske Superliga-klub, og målet er at sikre de forsvarende bronzevindere en sæson mere i landets bedste række. En vanskelig opgave for Troels Bech, da EfB er på sidstepladsen i slutspillets pulje 2 og halter fem point efter Hobro IK, som skal indhentes, hvis det ikke skal blive til direkte nedrykning.
Esbjerg fB og Troels Bech er blevet enige om en aftale for resten af indeværende sæson.
- Vi er glade for at have lavet en aftale med Troels Bech, som kommer til EfB med stor erfaring og sult for at blive en del af holdet og gøre en positiv forskel resten af sæsonen. Han kender klubben og dansk fodbold indgående, så vi er i trygge hænder i forhold til de udfordringer, vi står overfor, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen i en pressemeddelelse.
Læs også:Morten Bruun: Jeg letter på hatten for EfB-truppen, hvis de undgår nedrykning
Troels Bech er den næstmest rutinerede træner i Superligaens historie med 431 kampe, og han har en fortid i netop Esbjerg fB, som han stod i spidsen for fra 2006 til 2008.
Hans første kamp er allerede på fredag mod Randers FC på hjemmebane.
Læs også:Esbjerg-stopper om mytteri: Tiden må vise, om det er det rigtige skridt
Læs også:Interview med EfB-boss: Det har ikke været en ønskværdig sæson
Læs også:Lars Olsen: Uden spillernes tillid var jeg nødt til at gå