Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Ronnie Schwartz får til 2022 i FC Midtjylland

FC Midtjylland bekræfter købet af Ronnie Schwartz i Silkeborg IF.

"Plaffeministeren" har skudt med skarpt for Superligaens bundprop i denne sæson. Nu skal han gøre det samme for Superligaens tophold.

Ronnie Schwartz har på sidstedagen af transfervinduet byttet Silkeborg IF ud med FC Midtjylland, der ifølge Ekstra Bladet betaler to millioner kroner for at overtage angriberen, der scorede 12 mål i efteråret.

30-årige Ronnie Schwartz har underskrevet en kontrakt på to-et-halvt år med FC Midtjylland. Angriberen har faktisk tørnet ud for FCM tidligere. Han var således en del af det allerførste akademikuld i klubben sammen med blandt andre Jonas Lössl, Winston Reid, Simon Kjær og Jesper Juelsgård

- Ronnie har bevist igennem mange sæsoner, at han er en notorisk målscorer, så vi glæder os til at se ham i FCM-trøjen igen. Udover at score mange mål er Ronnie garant for stort gåpåmod, og han er en energisk angriber, som tilføjer vores spil nye dimensioner, siger Svend Graversen.

Hovedpersonen er glad for klubskiftet:

- Det er stort for mig at skrive under med FC Midtjylland, og jeg ser frem til at hjælpe klubben med at nå målsætningen om endnu et mesterskab. Det bliver fedt at løbe ind på MCH Arena, siger Ronnie Schwartz.

FC Midtjylland er den sjette danske klub, Ronnie Schwartz kan skrive på sit cv. Tidligere har han tørnet ud for AaB, Randers FC, Brøndby IF, Esbjerg fB og altså senest Silkeborg IF. 

Junior Brumado skifter den modsatte vej på en lejeaftale fra FC Midtjylland til Silkeborg IF.