Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: OB ansætter klubkoryfæ som ny sportschef

Michael Hemmingsen afløser Jesper Hansen som sportschef i OB. Klubben har netop præsenteret den tidligere anfører som Hansens afløser.

OB skal have ny sportschef, når Jesper Hansen stopper i begyndelsen af det nye år, men det bliver i høj grad et velkendt ansigt, der nu får sin daglige gang i Ådalen. Michael Hemmingsen afløser således Hansen, skriver OB i en pressemeddelelse.

Hemmingsen spillede i OB fra 1992 til karrierestoppet i 2005, og han er med sine 410 kampe for klubben nummer tre på listen over spillere med fleste optrædener i striberne. Kun Lars Høgh (817) og Steen Nedergaard (423) overgår ham.

Læs også:Avis: Michael Hemmingsen ny sportsdirektør i OB

Den tidligere OB-anfører blev assistenttræner i klubben, efter han stoppede sin spillerkarriere, og i foråret 2007 var han midlertidig cheftræner, da Bruce RIoch forlod Superligaen. Hemmingsen stod således i spidsen, da OB hentede klubbens seneste titel: pokalturneringen det år.

Siden har den nu 52-årige Hemmingsen været træner i SønderjyskE, Randers FC, FC Vestsjælland og senest Næstved Boldklub. Her stoppede han trods rimelig succes i sommer.

Læs også:Så nemt eller svært er forårs-programmet i Superligaen

Med tjansen i OB er det således første gang, at Michael Hemmingsen skal være øverste sportslige ansvarlig. Han overtager jobbet efter Jesper Hansen, der har haft det i de seneste seks år.

Hansen, der har titel af sportsdirektør, mens Hemmingsen altså bliver sportschef, meldte ud tidligere på efteråret, at han ville stoppe i klubben. Det bliver dog først, når han har ført den gennem det forestående transfervindue, som lukker, når januar bliver til februar.

Hemmingsen begynder i jobbet allerede 2. januar, og dermed skal han i sin første måned arbejde følge sin forgænger.

Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub

Læs også:Fynsk forstærkning: OB henter målfarlig islænding

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020