OB-træner roser tjekkisk midtbanespiller: Han klør bare på
Foto: Odense Boldklub
Superliga

OB-træner roser tjekkisk midtbanespiller: Han klør bare på

Selv om der ikke er meget spilletid til tjekkiske Kamil Vacek i OB, får han ros af Jakob Michelsen. Tirsdag blev midtbanespilleren dog rygtet væk fra OB.

Han blev hentet i sommer og kom med et pænt cv, men indtil videre er det ikke meget, OB's fans har set til den tjekkiske midtbanespiller Kamil Vacek.

Den rutinerede midtbanespiller var ikke helt klar til at spille i starten af sæsonen, og siden er OB skiftet til et 3-5-2 system, der ifølge træner Jakob Michelsen ikke passer lige så godt til det nye system.

Allerede i det her transfervindue er den 31-årige midtbanespiller blevet rygtet væk fra klubben, men han er dog med OB på træningslejr, og Jakob Michelsen roser den centrale midtbanespiller, der i efteråret fik 10 Superliga-minutter.

- Kamil er havnet i en svær situation, men skal have stor ros for ikke at klynke. Han klør bare på og er gennemsympatisk og en rigtig professionel, der arbejder hårdt med tingene. Der er mange, der kommer og banker på min dør. Der skal være folk, der ikke forstår, at de er ude, selv om de er berettiget til at spille. Her er Kamil ikke den eneste. Sådan skal det også være, men jeg skal stille det stærkest muligt hold, siger Jakob Michelsen til Sport Fyn.

Kamil Vacek blev rygtet retur til Sigma Olomouc af det tjekkiske medie isport.cz - du kan læse den historie her.

Vacek har kontrakt med OB frem til sommeren 2020.