Med 20 dage tilbage af transfervinduet er Superligaens aktuelle treer OB stadig ikke færdig med at handle. Fynboerne udlejede mandag Thomas Mikkelsen til Vejle, men der er flere ting i støbeskeen i det fynske.
Sportsdirektør Jesper Hansen fastslår således, at fynboerne langt fra er færdig med at handle.
- Der kommer til at ske mere i OB. 'Lado' har for eksempel fået lov til at lede efter en anden klub, siger Jesper Hansen med henvisning til angriberen Vladimir Dvalishvili, der er på vej væk fra klubben.
OB's førsteprioritet lige nu er imidlertid at finde en ny målmand. Klubben råder kun over to keepere lige nu, og da Michael Falkesgaard er skadet, er Casper Radza eneste kampklar keeper i truppen.
Den tidligere Brøndby-målmand Michael Tørnes er på besøg i klubben i disse dage, men der er endnu ingen afklaring på målmandssituationen. Det er heller ikke sikkert, at der kommer en afklaring, inden søndagens kamp mod Randers FC.
- Vi vil gerne have en løsning hurtigst muligt. Der arbejder vi på, men jeg kan ikke sige noget konkret om navne eller andet endnu. Det er for tidligt at sige noget omkring Tørnes, men processen er blevet speedet op på grund af Falkesgaards skade. Vi skal finde ud af, hvad der kommer til at ske, men jeg kommer ikke til at kommentere spillernavne og rygter, før der er noget på plads. Vi arbejder på flere områder, og vi har kigget efter en målmand gennem et stykke tid. Så vi arbejder på sagen, men jeg kan ikke sige, hvornår vi forventer at have en afklaring på det, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
I den anden ende af banen har OB som nævnt udlejet Thomas Mikkelsen til Vejle for resten af sæsonen, og dermed kommer angriberen næste sommer til at have tilbragt halvandet af i alt to år som OB-spiller på lejemål. Har han overhovedet en fremtid i klubben?
- Nu har Kent Nielsen været her i et stykke tid, og han har valgt at gøre noget andet ud fra de muligheder, der har været. Thomas Mikkelsen vil gerne spille mere, end han har mulighed for i OB, da der er blevet valgt andre typer. Derfor var det en god ide at komme til et sted, hvor han kan spille førsteholdsfodbold. Vejle er et fint sted for ham; dels fordi han kender klubben og dels fordi jeg tror, Vejle får en fin sæson i 1. division. Han kan komme ind på holdet og få succes, siger Jesper Hansen, inden han tilføjer, at fremtiden er åben for Mikkelsen.
- Vi må se, hvad der sker, når lejemålet er slut, men det er planen, at han skal tilbage til os. Det kan jo være, at han spiller en fantastisk sæson, og så er det en ny situation. Med Thomas Mikkelsen får man en spiller, der kan score mål og som arbejder hårdt og er en uro for modstanderens forsvar. Tingene kan ændre sig, men lige nu har han ikke udsigt til spilletid hos os, siger han.