Video : Tipsbladet
Superliga

OB-målmand om landsholdsudtagelse: Det har været et mål

Oliver Christensen kalder det kæmpestort, at han for første gang er blevet udtaget til U21-landsholdet, men påpeger, at det handler om at fortsætte de gode takter.

Da U21-landstræner Albert Capellas udtog sin første U21-trup tirsdag var det med Oliver Christensen i truppen for første gang. Den 20-årige OB-målmand kan altså få U21-debut, når de danske talenter i september møder Ungarn og Bulgarien.

- Det er selvfølgelig kæmpestort. U21-landsholdet er det sidste skridt inden landsholdet. Det er et mål, jeg har haft, siden vi startede sæsonen, så det er selvfølgelig lækkert, at det er i hus nu. Det er bare om at fortsætte de takter, jeg har vist, siger Oliver Christensen til OB’s hjemmeside.

Fynboernes keeper holdt senest nullet i weekendens 0-0’er mod Hobro.

- Vi kom lidt dårligt fra start som hold rent defensivt, men i de sidste par kampe har vi fået styr på det og det lukrerer jeg på, for vi giver ikke mange chancer væk. Det er positivt, og det gør mit arbejde nemmere. Jeg synes, jeg er er kommet fra start, som jeg havde forventet. Der er nogle ting, jeg skal skal arbejde på, og der er nogle ting, jeg gør godt. Det vil der altid være.

Oliver Christensen har stået samtlige minutter for OB i sæsonens indtil videre syv kampe og lukket ni mål ind. Det er blevet til tre clean sheets.