I dette transfervindue leder Brøndby IF med lys og lygte efter en ny mand til det centrale forsvar. Meldingerne har længe gået på, at de blå-gule har set mod OB for at finde forstærkningen.
Jeppe Tverskov har været et stort emne på Vestegnen, og de skulle angiveligt have budt omkring fire millioner kroner for forsvarsspilleren.
Ifølge Ekstra Bladet er buddet afvist, og samtidig har man meldt til Brøndby IF, at de godt kan glemme at komme med et bedre tilbud. Det vil nemlig ikke ændre på, at de ikke vil afhænde Tverskov til Brøndby IF.
Niels Frederiksen har tidligere forklaret, at man skal hente ind til det centrale forsvar, men det bliver altså ikke Jeppe Tverskov.
I forvejen råder Niels Frederiksen over Paulus Arajuuri, Hjörtur Hermannsson, Anton Skipper, Luka Singh og Joel Kabongo i midterforsvaret. Kabongo er dog ude med en langvarig skade.