Odense Kommune har nu officielt givet OB's Superliga-spillere lov til at benytte de kommunalt ejede træningsbaner, efter at de fik forbud mod det for godt en måned siden. Dermed kan den fynske Superliga-klub gøre som FC Nordsjælland og AaB og kalde spillerne tilbage på arbejde, og det arbejder den på.
OB-spillerne er hjemsendte med støtte fra den trepartsordning, regeringen har vedtaget sammen med arbejdsmarkedets parter, og hvis klubben kalder spillerne tilbage på arbejde, ryger hjælpepakken, og OB skal igen hæfte for hele lønnen. Det sker i en tid, hvor klubben på grund af coronakrisen har væsentligt færre indtægter.
Derfor er der mange overvejelser forbundet med at kalde spillerne tilbage, og endnu har spillerne ikke fået besked på at møde op.
- Vi er glade for kommunens opbakning, og vi sætter stor pris på den gode dialog, vi har haft under processen. Vi arbejder nu på at få spillerne tilbage på træningsbanen, men her har vi et stort ansvar overfor vores spillere. Det gælder selvfølgelig i forhold til det fysiske aspekt i at være klar til at spille kamp, men også i forhold til det mentale aspekt i at være isoleret fra et fællesskab så længe. Vi har samtidigt forsøgt at være så økonomisk ansvarlige som muligt, og der har trepartsaftalen været en rigtig god hjælp, siger sportschef, Michael Hemmingsen til OB's hjemmeside.
For de klubber, der har kaldt spillerne tilbage på træningsbanen, hviler et påbud om kun at træne i små grupper, og derudover skal de møde op omklædte hjemmefra.
Læs også:Superliga-boss åbner døren på klem for tilskuere på stadion
Læs også:FC Midtjylland skal have ny hovedsponsor
Læs også:Snart tilbage: Bundesligaen arbejder på genstart 9. maj
Læs også:Støttes fra nær og fjern: SønderjyskE-indsamling runder en million
Læs også:Esbjerg slår fast: Genoptager ikke træning endnu