OB handler: Køber Horsens-profil
Foto: OB
Superliga

OB handler: Køber Horsens-profil

Fynske OB har hentet forstærkning til forsvaret.

Forsvaret bliver forstærket på Fyn.

OB har netop præsenteret forsvarsspiller Alexander Ludwig på en fireårig aftale.

Klubben forstærker dermed det centrale forsvar, hvor Alexander Ludwig skal konkurrere med Kenneth Emil Petersen, Marco Lund og Jeppe Tverskov.

24-årige Alexander Ludwig skiftede for et år siden fra HB Køge og har præsteret så godt, at han nu får chancen i en større klub.

- Vi har i vores forberedelser frem til den nye sæson været på jagt efter en venstrebenet stopper, der kan supplere vores eksisterende stoppere. I den jagt har vi vurderet, at Alexander Ludwig er den rigtige spiller for os. Han er en klog spiller og en ledertype, der kan dirigere inde på banen. Derudover har han en god alder, og en god vinderholdning, siger sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

Den nye træner Jakob Michelsen siger:

- Vi er rigtig glade for købet af Alexander Ludwig. Han har spillet stærk sæson i AC Horsens, som gjorde det rigtig godt og kom med i mesterskabsslutspillet i sidste sæson. Han er en stabil spiller med en god fart, et godt venstreben og en god fysik, som jeg glæder mig til at se i aktion. Jeg har en forventning om, at Alexander fra dag ét af vil gå ind og konkurrere om pladserne i startopstillingen, og jeg er rigtig glad for, at han i dag har skrevet under med os.

Alexander Ludwig har ud over de nævnte klubber også tidligere været på FC Midtjyllands akademi.