OB er godt i gang med at skabe den trup, der skal tegne klubben i den kommende sæson. Kenneth Emil Petersen og Joao Pereira har allerede skrevet kontrakt med OB fra den kommende sæson, og nu er endnu en spiller på plads.
OB har således bekræftet, at Jeppe Tverskov skriver kontrakt med klubben. Den 23-årige allrounder, der primært har spillet i midterforsvaret i denne sæson har underskrevet en aftale, der løber frem til sommeren 2019.
- Jeppe Tverskov har udviklet sig rigtig fint i den seneste periode, hvor han er blevet mere moden i sit spil og har tillagt sig en masse gode defensive kompetencer, hvilket også har bragt ham frem som en del af startopstillingen deroppe. Han har været en spiller, vi har holdt et vågent øje med i længere tid, og vi er glade for, at han i de kommende tre sæsoner bliver en del af vores hold. Han har allerede nu niveau til at gøre sig bemærket i Alka Superliga, og han har fortsat mulighed for at blive endnu stærkere, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Jeppe Tverskov ser frem til klubskiftet.
- Jeg har haft nogle gode samtaler med folk i og omkring OB, og det har tiltalt mig meget at mærke den passion de har, når de taler om klubben og det projekt, der er sat i gang. Det har været med til at overbevise mig, ligesom selve udviklingen i klubben tiltaler mig meget. Det er en klub med mange spillere, der er dygtige med bolden, og som gerne vil score mange mål samtidig med at defensiven er solid. Det er den type fodbold, jeg er opflasket med, og her har Randers været en vigtig del af min udvikling, så jeg er blevet til den spiller, jeg er i dag. Det skylder jeg alle i Randers FC en stor tak for, og ingen skal være i tvivl om, at resten af foråret udelukkende har det fokus fra min side, at jeg vil slutte godt af i Randers og hjælpe klubben frem til den bedst mulige placering, siger Jeppe Tverskov.
Tverskov kom til Randers i sommeren 2014 fra Lyngby. Nu går turen altså til Fyn efter denne sæson.