Efter længere tids spekulation er det nu officielt: Daniel Høegh skifter fra OB til Basel i det kommende transfervindue. Den fynske klub har netop bekræftet handlen med de schweiziske mestre.
Forsvarsspilleren har underskrevet en fire-årig kontrakt med Basel.
OB's sportsdirektør Jesper Hansen er både glad og ked af salget af Daniel Høegh.
- Der er ingen tvivl om, at Daniel er en spiller med et kæmpe klubhjerte. Han har udviklet sig enormt, og i dette forår har han haft en stor andel i, at vores defensiv er blevet stabiliseret, for han har spillet på et højt niveau. Det har givet interesse for ham fra forskellige klubber, og vi er meget stolte over, at han skifter til fantastisk klub som FC Basel. Han har været i OB siden han var 13 år gammel, og det er en rigtig god følelse, at vi kan sende en af vores egne spillere afsted til en klub, der efterhånden er blevet en fast del af Champions League, siger sportsdirektør Jesper Hansen i en pressemeddelelse.
- Samtidig kommer vi til at savne ham hos os, for han har både i gode og mindre gode tider været en person, som både trænere, holdkammerater, fans og alle andre omkring OB har kunnet regne med. Han har grebet sin karriere yderst professionelt an, og det er også en af årsagerne til, at han er blevet interessant for en storklub som FC Basel. Vi under ham de store udfordringer og oplevelser, han får i Schweiz, og jeg er sikker på, at han har kvaliteterne til at løse dem - både fodboldmæssigt og menneskeligt, tilføjer han.
Daniel Høegh glæder sig til den nye udfordring i den store schweiziske klub, og han udtrykker samtidig glæde over en god tid i OB.
- Det er en fantastisk mulighed, der er opstået, og timingen virker rigtig. Jeg har været i OB i 11 år, og jeg har spillet fem fulde sæsoner i ligatruppen. Jeg har oplevet så meget med klubben, og den er alt, hvad jeg kender til. Derfor bliver det meget mærkeligt at skulle tage afsked, men min alder taget i betragtning, så er timingen helt perfekt. Det er en kæmpeklub, jeg kommer til, og jeg er er vildt spændt på at komme ud og vise endnu mere af, hvad der er i mig som fodboldspiller, siger Daniel Høegh og fortsætter:
- Det her er en mulighed, jeg ikke havde set komme for et par uger siden, og det er en mulighed, jeg ikke kan sige nej til. OB og Odense vil altid være dybt i mit hjerte, og jeg vil følge klubben så tæt som overhovedet muligt. Folk kan æde deres gamle hat på, at jeg vil være med på sidelinjen og følge hvordan det kommer til at gå efter sommerferien med ny træner og alt det, der kommer til at ske.
Daniel Høegh havde oprindeligt kontraktudløb i OB i december 2016, og det forlyder, at fynboerne har fået omkring seks millioner kroner for forsvarsspilleren. Prisen er dog ikke blevet bekræftet af nogle af klubberne.