Video : Tipsbladet
Superliga

OB-anfører til fansene: Kig på FC Midtjylland

Superliga-mandskabet OB vandt senest med 2-1 over Hobro, og det er netop det, man skal kunne på dage, hvor spillet ikke helt er der, lyder det fra anføreren.

Fynboerne OB er oppe på tredjepladsen i landets bedste række, Superligaen. I hvert fald for en stund. Pladsen holder fynboerne fast i, hvis Brøndby senere mandag ikke besejrer Silkeborg IF, og pladsen har OB'erne, efter klubben vandt med 2-1 hjemme over Hobro.

Spillet og præstationen var ikke i top, men de tre point kom på kontoen, og det er det, anfører Janus Drachmann tager med sig videre.

Og han peger på, at det er sådan topholdet FC Midtjylland, som han kom fra, også gør det.

- Det er jo det, man skal kunne. Jeg har næsten også lyst til at sige til de fans, der er inde og kommentere på det ene og det andet om, at det var en forfærdelig kamp osv., de kunne tage at se på et hold som FC Midtjylland. Det er ikke fordi, de spiller blændende, men de vinder, og det er det, fodbold handler om. Det handler om resultater, og ikke om at spille pænt. Jeg ved godt, folk vil underholdes på stadion, men når man spiller tre kampe på en uge, er det nogle gange knofedt, der skal til for at hive sejrene hjem. Hobro har vel tabt samme antal kampe som os, de har bare spillet nogle flere uafgjorte, så det er ikke bare et hold, man slår stensikkert, siger Janus Drachmann til obstruktion.dk.

Janus Drachmann, 31 år, har spillet alle 15 kampe i sæsonen fra start, og som han ganske rigtigt pointerer, har OB kun tabt en kamp færre end Hobro. Holdet har til gengæld 13 point flere i tabellen, fordi der er kommet sejre, ikke pointdelinger, på kontoen. Hobro har omvendt bare to sejre. 

Næste opgave for OB er en udekamp søndag den 10. november mod Lyngby.