Video : Tipsbladet
Superliga

Nyt stort millionunderskud i AaB: Det er ikke tilfredsstillende

AaB kom ud af 2019 med et underskud på 33,5 millioner kroner. Det er over 10 millioner mere end året før.

Store salg reddede i flere år AaB's regnskaber. Spillere som Christian Bassogog, Joakim Mæhle og Lukas Spalvis indbragte alle millionbeløb, og det skabte overskud på AaB's finanser.

De to seneste år har klubben dog dels brugt flere penge på sine spillere og dels fået færre for at sælge dem. Det kostede et underskud på knap 23 millioner i 2018, og nu har AaB netop præsenteret et endnu større underskud for 2019. Denne gang på 33,5 millioner.

Læs også:Mandefald i AaB: Mange spillere fraværende før pokalbrag

- Resultatet for 2019 er ikke tilfredsstillende, men samtidig er det et resultat, som var forventet og i overensstemmelse med de udmeldinger, der er kommet gennem året, siger administrerende direktør Thomas Bælum i en pressemeddelelse.

Forklaringen er til blandt andet, at AaB's omsætning er faldet som følge af, at holdet missede top 6 i foråret. Dårligere resultater medfører eksempelvis færre tv-penge. Derudover indbragte 2019 ikke så mange transfermillioner som tidligere år.

Underskuddene også skal ses i lyset af en bevidst satsning fra AaB. Klubben skruede op for det sportslige budget, efter den tjente store penge på først mesterskabet i 2014 og siden især salget af Bassogog i 2017.

Læs også:AaB har millionunderskud: Vi skal til at finde en anden forretningsmodel

Derfor var det en del af planen, at klubben ville bruge flere penge, end den tjente i de følgende år.

- Underskuddet kommer på baggrund af den udførte investeringsstrategi, som har været praktiseret, hvor tidligere transferindtægter er blevet geninvesteret i spillertruppen, og samtidig er resultatet et udtryk for, at vi fortsat investerer i digitale forbedringer, de fysiske rammer omkring klubben og markedsføringsaktiviteter, der skal forbedre oplevelsen ved at gå til fodbold på Aalborg Portland Park, siger Bælum.

AaB forventer et nyt underskud i 2020, dog væsentligt mindre: 7-12 millioner kroner.

Læs også:FC København har otte skader til pokalbrag mod AaB

Læs også:Superliga-powerranking: FC Midtjylland sluger Superligaen - OB fejler

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 23. spillerunde