Nyt millionkrav fra Spillerforeningen
Illustration
Superliga

Nyt millionkrav fra Spillerforeningen

Spillerforeningen er ifølge Politiken på vej med et nyt millionkrav mod de danske klubber. Ligesom ved feriepengesagen er den gal med overenskomsten. 

Det er ikke længe siden, at den såkaldte feriepengesag gav de danske fodboldklubber sved på panden. Specielt i Brøndby, hvor man i sidste ende gik med til at betale næsten 30 millioner tilbage til tidligere spillere. 

Striden handlede om, at klubberne ikke havde betalt feriepenge af løn og sign-on-fee samt manglende pensionsbetaling i forhold til den overenskomst, som Divisionsforeningen, klubbernes organisation, og Spillerforeningen indgik i 2004.

Nu skulle den så være gal igen ifølge Politiken. 

Mindst ti sager er på vej, fordi Divisionsforeningen ikke har forsikret spillerne ordentlig i henhold til overenskomsten. Klubberne skal have både en ulykkesforsikring og en karrierestopforsikring, men på grund af klausuler i forsikringsaftalerne har forsikringsselskaberne afvist at give erstatning til flere spillere. 

Det er med baggrund i sagerne om de to tidligere fodboldspillere Allan Gaarde og Sammy Youssouf, der ved Fodboldens voldgiftsret i 2012 fik slået fast, at spillerne havde krav på erstatning for tabt arbejdsevne efter alvorlige knæskader, at Spillerforeningen nu går rettens vej. I første omgang nægtede forsikringen at udbetale penge til de to spillere.

- Jeg kan bekræfte, at vi som en udløber af den kendelse, vi fik med Allan Gaarde og Sammy Youssouf, har rejst en sag overfor Divisionsforeningen, hvor vi mener, at der er en række spillere, der har krav på erstatning, siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland til Politiken. 

Hvem spillerne er og hvor høje beløb, der er tale om, er endnu uvist.