Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Brøndby-angriber imponerer: Han kommer tættere og tættere på

Når Brøndby søndag får besøg af FC København i Superligaen, er der en god mulighed for, at Samuel Mraz kommer i aktion.

Der er københavnsk derby søndag, hvor Brøndby IF får besøg af FC København, og for hjemmeholdet er det en yderst vigtig kamp.

Point er der nemlig ikke kommet mange af på kontoen på det seneste - bare tre i fem kampe - og Brøndby ligger kun på sjettepladsen efter 11 kampe. Samtidig har holdet spillemæssigt haft det svært, hvilket blandt andet har betydet, at man er gået væk fra sine kanter og senest mod SønderjyskE spillede med to rene angriber.

Og så er det ærkerivalen, der venter på søndag - en modstander, Brøndby har tabt til i de sidste fire kampe. Yderligere motivation er der nok i virkeligheden ikke behov for.

Læs også:Brøndby-træner er lun på nyt formationskifte: 3-5-2 er interessant

Samtidig kan cheftræner Niels Frederiksen glæde sig over, at Samuel Mraz, som Brøndby hentede i sommer på en lejeaftale, viser bedre og bedre form. I Reserveholdsligaen mandag kom han på tavlen mod FC Nordsjælland, og Niels Frederiksen mener, der er mere på vej.

- Jeg synes, han bevæger sig tættere og tættere på. Han har fået nogle kampe i benene. Da han kom, havde han ikke spillet meget, men nu har han fået en del reserveholdskampe og nogle indhop, og det ser helt afgjort bedre og bedre ud, siger Niels Frederiksen og forklarer:

- Det var også forventningen. Vi vidste godt, at han ikke ville top-præstere fra dag et - det gør man ikke, når man kommer ind uden kampe i benene. De fleste, vi fik ind, havde ikke kampe i benene fra de seneste tre til seks måneder, så der går noget tid. Det er bare sådan, det er. Nu ser det meget bedre ud, og vi har været meget tilfredse med de præstationer, han har leveret. Det skal nok blive bedre nu.

Læs også:CV: Talentmassen er lige så stor i Brøndby som i FC Nordsjælland

Samuel Mraz, 22 år, har fortsat sit første Superliga-mål for Brøndby til gode. Indtil videre har han fået to indhop i Superligaen, hvor han alt i alt står noteret for 38 minutters fodbold, mens han pokalturneringen har fundet vej til netmaskerne med en scoring mod Skive.

Søndag er det ikke utænkeligt, at han igen kan få en chance for Brøndby.

Læs også:Vigtig Brøndby-spiller kan være tilbage mod FCK: Han bør være klar

Læs også:Optakt: Brøndby IF - FC København

Læs også:Brøndby skaber for få chancer til Wilczek: Vi har ikke været dygtige nok