Det lignede en formsag, og det blev det også. Allerede for to uger siden kunne tipsbladet.dk fortælle, at Mohamed Daramy stod til at blive dansk statsborger den 6. januar - dagen før han fylder 18 år - og nu er de sidste forhindringer ryddet.
To detaljer manglede dengang, før familien Daramy kunne sætte det endelige kryds i kalenderen. For det første skulle Folketinget vedtage det lovsforslag, der gør Isata Daramy, FC København-spillerens mor, til dansk statsborger. Det gjorde Folketinget i går.
Læs også:Årets bedste gave: Daramy bliver dansker dagen før sin fødselsdag
Dernæst skulle Udlændinge- og Integrationsministeriet godkende Hvidovre Kommunes anmodning om at lægge en ekstraordinær grundlovsceremoni den 6. januar. Alle, der vil have dansk statsborgerskab, skal gennem sådan en ceremoni.
Det bekræfter kommunen i dag over for tipsbladet.dk, at ministeriet har gjort. Dermed er vejen banet for, at Mohamed Daramy lige præcis når at få sit danske statsborgerskab i tide.
FCK-kometen bliver statsborger som såkaldt biperson til sin mor. Det kan man dog kun, hvis man er under 18 år, så hvis der var gået bare én dag mere, ville det være for sent.
Læs også:Glad Daramy efter ministerindgreb: Det er positive nyheder
Det så længe ud til, at Daramy ikke kunne nå det, men efter tipsbladet.dk omtalte historien, greb udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye ind. Han lukkede med egne ord et hul i lovgivningen og gjorde det muligt at afholde grundlovsceremonier tidligere end før.
Det reddede Mohamed Daramy, der ellers skulle have begyndt sin søgeproces helt forfra. Den slags kan tage flere år.
Men med Folketingets og minsteriets godkendelser kan familien Daramy altså gå på juleferie med ro i sindet og udsigter til at få papir på, at de er danskere.
Læs også:Efter afsløring: Daramy får ny chance for dansk pas - minister ændrer regler
Læs også:Efter tipsbladet.dk’s henvendelse: Minister inddraget i Daramy-sag
Læs også:Afsløring: FCK-komet risikerer at vente over et år på dansk pas