Video : Tipsbladet
Superliga

Norsk back bekræfter Brøndby-bud: Klubben har sagt nej

Birk Risa ved ikke meget om interessen fra Brøndby IF. Han ved dog, at klubben har afgivet et bud, men også fået det afvist af Odds BK.

Brøndby IF har allerede hentet én nordmand til klubben denne sommer, men det er ikke nødvendigivis gjort med Tobias Børkeeiet. I weekenden forlød det, at klubben havde afgivet et bud på Birk Risa, og det bekræfter spilleren selv.

Han kan ganske vist ikke sige så meget mere om buddet eller interessen fra Danmark, men den skulle være god nok.

- Jeg ved vældig lidt om det, men jeg ved det samme som dig: at Odd har sagt nej, siger han til lokalavisen Varden.

Buddet skulle angiveligt lyde på 4 millioner norske kroner, hvilket svarer til 3,1 millioner danske. Avisen skriver dog videre, at Odds BK håber på at få 10 norske millioner (7,5 danske) for Risa.

I weekenden slog Odds daglige leder desuden fast, at klubben ikke er ved at sælge Birk Risa til Superliga-klubben.

- Det tror jeg næppe sker, skrev Einar Håndlykken i en sms til Tipsbladet.dk.

Birk Risa er 21 år gammel og spiller venstre back. Han har kontrakt med Odd til udgangen af 2021.