Norge udtager helt ny trup til landskamp i Østrig
Foto: Getty Images
Landshold

Norge udtager helt ny trup til landskamp i Østrig

Efter at kampen mod Rumænien måtte aflyses, rejser Norges landshold til Østrig med en helt ny trup.

Det norske fodboldlandshold blev forhindret i at deltage i lørdagens udekamp i Nations League mod Rumænien på grund af en positiv coronatest i truppen.

Men onsdagens kamp mod Østrig vil blive gennemført med en helt ny trup. Og til at styre kampen er U21-landstræner Leif Gunnar Smerud hevet op som midlertidig træner for A-landsholdet.

Det skriver Norges Fodboldforbund på sin hjemmeside.

Mandag klokken 11 blev den nye trup afsløret, og blandt navnene finder man Brøndbys Tobias Børkeeiet, AaB's Daniel Granli og OB's Jørgen Skjelvik.

- Selv om det er en speciel optakt, glæder jeg mig til at møde spillerne, som i en kaotisk situation har vist stor vilje til at hjælpe landsholdet.

- Nu handler det om, at vi skal forberede os for at levere en god præstation mod Østrig, siger Leif Gunnar Smerud til forbundets hjemmeside.

Lørdag var det norske landshold på vej mod lufthavnen, men myndighederne satte en stopper for rejsen til Rumæniens hovedstad, Bukarest. Det skyldtes, at spilleren Omar Elabdellaoui var blevet testet positiv for coronavirus.

Det skabte stor usikkerhed om kampen mod Rumænien, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) endte med at aflyse. Det er endnu uvist, hvad konsekvenserne af Norges udeblivelse fra kampen bliver.

Den oprindelige trup kan heller ikke spille onsdagens kamp, og derfor er en ny trup altså indkaldt til landsholdstjeneste.

Spillerne støder til truppen fra forskellige steder, og for at undgå smittespredning skal de tage direkte til et lufthavnshotel efter ankomsten i Norge, hvor de bliver testet.

Efter planen skal holdet tirsdag flyve til Wien med et chartret fly.

Norge har fortsat mulighed for at vinde sin gruppe i Nations League. En sejr til Norge med alle andre resultater end 1-0 over Østrig vil føre til norsk gruppesejr.

/ritzau/