Niki Zimling i comeback til Brøndby?
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Niki Zimling i comeback til Brøndby?

Niki Zimling kan vende tilbage til Brøndby.

Sommerens transfervindue i Danmark er åbent, men endnu har Brøndby ikke været aktive. Dog kan en markant handel være undervejs. Ifølge den tyske avis Bild er Brøndby således interesseret i at hente Niki Zimling tilbage til klubben.

Zimling var i nullerne et af Brøndbys største talenter, men da han ikke fik et gennembrud på førsteholdet, skiftede han til Esbjerg fB, hvor karrieren tog fart. Nu er han imidlertid i en ny situation i sin tyske klub Mainz. 

Denne sommer vender han tilbage til Mainz efter et lejemål i Ajax, men klubben er villig til at slippe ham. Det bekræfter sportsdirektør Christian Heidel overfor BT.

- Niki er på kontrakt i Mainz, og vi respekterer den kontrakt. Han vil få chancen for at komme på holdet, men det bliver ikke nemt. Julian Baumgartlinger og Johannes Geis er to af de bedste defensive midtbanespillere i Bundesligaen, og det er de to, Niki er oppe mod. Men hvis Niki vil forlade klubben, er vi åbne for det. Vi er i kontakt med hans agenter, siger Heidel til BT.

30-årige Niki Zimling spillede senest i Brøndby frem til 2005. Han har efterfølgende spillet i Esbjerg, Udinese, NEC, Club Brugge, Mainz og Ajax.

Det forlyder, at Mainz vil have omkring 15 millioner kroner for Niki Zimling.