Midnatstransfer: OB henter Jørgen Skjelvik
Foto: OB
Superliga

Midnatstransfer: OB henter Jørgen Skjelvik

OB har lejet nordmanden Jørgen Skjelvik, der rykker til Fyn fra Los Angelas Galaxy.

OB har udnyttet det allersidste sekund af transfervinduet.

Fynboerne har netop offentliggjort, at klubben har lejet den norske venstreback Jørgen Skjelvik i Los Angelas Galaxy for det kommende år. Nordmanden ligner en afløser for Jacob Barrett Laursen, der ventes at forlade OB efter denne sæson.

OB har haft et ekstremt travlt transfervindue, og på den måde er det passende, at det er fynboerne, der sætter det sidste punktum for januar.

Læs også:Transfervinduet lukker: Få handler og rygter - LIVE

- Jørgen har stor erfaring og har spillet i både Norge og Sverige, hvor det også er blevet til europæisk fodbold, og senest har han slået sine folder i USA hos LA Galaxy. Han har også spillet på det norske landshold, så det er virkelig en rutineret herre, der kommer til Ådalen, siger sportschef Michael Hemmingsen og tilføjer:

- Han kan både spille på kanten og som back, hvilket blot skærper konkurrencen på holdet. Han er meget sikker på bolden, og desuden er han venstrebenet, hvilket gør, at vores opspil bagfra kan variere mere.

Nordmanden glæder sig til at trække i den stribede trøje.

Læs også:Sejr over tjekkisk hold: SønderjyskE har nu vundet i 2020

- Det føles virkelig godt at være her. Vi har snakket sammen i et par uger, og nu er det på plads. Det har været en stor oplevelse at være i USA og spille med og mod nogle store navne, men jeg har også haft behov for at komme hjem til noget fodbold, som jeg kender til og kan lide at spille, siger Skjelvik og fortsætter:

- Nu glæder jeg til at komme i gang med mine nye holdkammerater og kæmpe for klubben. Vi skal ikke ligge der, hvor vi ligger i tabellen, så det handler om at spille sig til en bedre placering i første omgang. Men det er et godt hold, som jeg skal være en del af, så den kamp ser jeg frem til.

- Jeg glæder mig til at møde fansene, og de får en mand at se, der har fart i støvlerne og arbejder hårdt. Jeg kan både operere på kanten og i midterforsvaret i venstre side og har spillet i forskellige opstillinger, så hvad end træneren vil have, skal jeg nok gøre det. Nu gælder det om at lære mine nye holdkammerater at kende, og jeg ser frem til at vise fansene, hvad jeg kan.

Jørgen Skjelvik er nu på vej til Tyrkiet, hvor han støder til OB's træningslejr. 

Læs også:Avis: Randers tjener millionbeløb på Saba Lobjanidze

Læs også:Brøndby-boss slår fast: Transfervinduet er lukket - der sker ikke noget

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020