Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Silkeborg-spiller skifter til Superliga-rival

Simon Skou Jakobsen er ifølge Midtjyllands Avis tæt på at blive ny spiller i Hobro IK.

Han har aldrig trukket andet end Silkeborg IF-trøjen over hovedet, men det sker snart. Det skriver Midtjyllands Avis.

Forsvarsspiller Simon Skou Jakobsen indgår ikke i Kent Nielsens planer, og det var meget lidt spilletid, han fik i efteråret. Det tager han så nu konsekvensen af.

Ifølge Midtjyllands Avis er det et skifte til Hobro IK, som Simon Skou Jakobsen foretager, og det skifte ventes at falde på plads senere mandag.

Hobro har tidligere været meldt interesseret i stopperen, men stopklodsen har angiveligt været løn. Nu lader det til, at parterne har fundet fælles fodslag, så Jakobsen kan komme ud og spille noget fodbold i stedet for at sidde på bænken.

Aftalen mellem Jakobsen og SIF løber ud til sommer, men nu stopper han i klubben et halvt år før tid. I foråret skal han så være med til at sikre Hobro overlevelse - blandt andet på bekostning af hjerteklubben SIF.

I Hobro får han god mulighed for at spille. Dels kender han træner Peter Sørensen, dels har Hobro sagt farvel til Frans Dhia Putros og Anel Ahmedhodzic, og derfor mangler man en spiller til midterforsvaret, hvor Jakobsen skal bruge sin duelstyrke ved siden af Rasmus Minor Petersen.

Simon Skou Jakobsen, 29 år, bekræfter over for Midtjyllands Avis, at han senere mandag skifter til en anden klub. Han er ifølge avisen ikke med blandt de spillere, der er ved at sætte kursen mod Spanien, hvor SIF tager på træningslejr.

Læs også:Silkeborg overvejer at hente gammel kending

Læs også:Økonomien står i vejen: SIF-stopper afviser Hobro

Læs også:20. december: Klovn, humørspreder og anfører med stort A

Læs også:Medie: Forsvarsspiller er tabt for Hobro - vender tilbage til Malmö FF

Læs også:Silkeborg-træner om transfers: Der kan både ske noget ind og ud

Læs også:Hobro IK bekræfter interesse i Silkeborg-stopper