Mareridtet fortsætter for udlejet FCM-spiller: Skal opereres for fjerde gang

- Jeg har jo egentlig ikke lyst til at snakke om, hvordan det går, men jeg bliver hele tiden spurgt, "hvordan har du det? Går det godt? Er du snart tilbage?". Det er hver eneste dag, jeg får de spørgsmål. Det er hårdt, for det føles som at give sig selv et nederlag igen ikke at kunne svare eller at sige, at det ikke går godt. Jeg ved godt, at folk mener det i god tro, men jeg kan ikke svare på, hvornår jeg er tilbage.

- Hvis jeg kunne fortælle det, havde jeg også gjort det. Det store problem er, at jeg går i uvished og ikke ved, hvornår jeg er tilbage, hvad der er galt med mit knæ. Det er det hårdeste. Uvisheden. At jeg ikke ved, hvad der er i vejen med mig, eller hvad tidshorisonten er. Der er ingen, der kan forklare, hvad skaden er. Men jeg har ondt i mit knæ. 

- Min skade er jo desværre en lang historie. Jeg blev opereret i sommer, og planen var, at jeg var klar igen efter seks uger, så jeg skiftede til Esbjerg på en lejeaftale. Selv om det blev bedre af den første operation, havde jeg stadig på fornemmelsen, at et eller andet ikke var, som det skulle være. Jeg forsøgte at spille, selv om jeg ikke var rask. Forsøgte at slå det ud af hovedet. Jeg håbede, mit hoved ville give slip. At det kunne trænes væk. Men da jeg spillede 70 minutter i en testkamp mod Kiel, var den helt gal efterfølgende. Så jeg måtte opereres igen 12. december for at få fjernet noget arvæv.

- Jeg var på ferie hen over julen på Lanzarote, og så gik der infektion i mit knæ. Det er ikke godt. Så jeg røg igennem endnu en proces i Spanien, hvor det var et mareridt for at sige det lige ud. Der var læger, der ikke kunne tale engelsk, ikke kunne fortælle mig noget, og jeg måtte kommunikere på tegnsprog. Infektionen skulle opereres og renses ud, så jeg blev kørt på operationsbordet ude af stand til at føre en samtale med de læger, der skulle operere mig. Jeg talte med FC Midtjyllands læge, Jan Hede, der fortalte, at det var den eneste udvej at få infektionen renset ud. Efterfølgende lod jeg mig selv udskrive, så jeg kunne komme hjem, for jeg fik ingen informationer om noget som helst.

- Det har taget meget hårdt på mit knæ, at jeg er blevet opereret for tredje gang. Min genoptræning står stille. Jeg har større smerter i mit knæ nu, end da jeg fik infektionen. Er det så på grund af infektionen eller operationen? 

- Jeg blev skannet i onsdags, og der sad lidt på menisken, men ellers så det okay ud. Hvor kommer mine smerter så fra? Det er der ikke nogen, der kan forklare mig. Ingen ved, hvad problemet er. Det er svært at sige, hvad fremtidsperspektivet er. 

- Jeg begynder mere og mere at tænke over, om jeg mon nogensinde bliver rask igen. Mit hoved kører meget i de baner. Lægerne vil gerne hjælpe mig, og de søger også efter svar på, hvad der er i vejen. Der må jo være et eller andet derinde - bare jeg kunne få svar på, hvad der er i vejen. Men jeg ved ikke selv noget.

- Det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet, for jeg har en masse forventninger til mig selv, og det har klubben jo også til mig. Træneren har og fansene har også. Det er hårdt ikke at kunne leve op til de forventninger. Jeg vil gerne vise mig frem - også for mine holdkammerater. At være på banen er den bedste måde at skabe respekt om sig selv på og at blive en del af omklædningsrummet. Men jeg kan ikke spille eller gøre det, jeg elsker.

- Nu skal jeg opereres for fjerde gang inden for et år. Det bliver den 10. april - det kan ikke blive før, fordi jeg har fået en indsprøjtning, der ikke umiddelbart har hjulpet. For mig at se er det sidste chance. Ellers kan jeg også mærke på mig selv... Jeg tænker også over livet efter fodbolden. Jeg vil gerne kunne spille lidt med mine børn en dag, hvis jeg får børn. Og at kunne have en hverdag uden kæmpe smerter i mit knæ. Det er nogle meget mørke tanker. Det er hårde spekulationer, men det er også nogle, der er nødvendige nu.

- Min mor og far er der for mig, men nogle gange snakker de også, som en mor og far gør. Til tider kan jeg godt have brug for nogle, der bedre kan forstå, hvad der sker med mig. At jeg har nogle hjælpemidler, eller at det hele måske ikke bare er kærlighed det hele.

- Det kick, jeg har været vant til at have i hverdagen, er der ikke lige nu. For mig handler det om at få en glad hverdag igen. Jeg vil gerne kunne stå op med en glæde i maven. Ikke bare tænke "øv". Det kan være svært at sætte ord på, hvordan jeg har det, men det, jeg allerhelst vil, er at spille fodbold, og derfor er det ekstra hårdt, hvis jeg må opgive det, der har fyldt så meget og betyder så meget for mig. Fodbold er alt i min hverdag.