Marcondes: Jeg drømmer stadig om Premier League med Brentford
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Marcondes: Jeg drømmer stadig om Premier League med Brentford

Emiliano Marcondes valgte bevidst kun at tage et halvt års udleje i FC Midtjylland, fordi han stadig gerne vil slå igennem i Brentford. Og spille Premier League-fodbold med klubben, der ejer ham.

For to sæsoner siden endte Emiliano Marcondes på andenpladsen på Superligaens topscorerliste. Han spillede ellers kun en halvsæson i FC Nordsjælland, inden han skiftede til Brentford.

Det siger lidt om, hvor formstærk offensivspilleren var, da han forlod Superligaen. Det var heller ikke meningen, han skulle vende tilbage allerede i sommeren 2019, men alligevel lejede FC Midtjylland ham på transfervinduets sidste dag.

Læs også:Fremad Amager: Ingen har hørt racistiske tilråb

Kontrakten varer året ud, og Marcondes har stadig store forhåbninger på egne og Brentfords vegne, når han vender tilbage.

- Jeg har indtil videre til vinter, hvor jeg er blevet lejet ud fra Brentford. Jeg har stadig store drømme om Brentford og at spille Premier League med dem og kan godt lide det i Brentford. Det var også derfor, jeg ikke ville 100 procent sige farvel, siger han i et interview med Canal 9.

Læs også:OB-keeper om FCM-sejr: De trykker vanvittigt på med fire-fem kæmpe folk

- Det er måske et lille step tilbage for at komme frem igen. Jeg tror også, jeg sagde rimelig hurtigt til min agent, at "jeg skal ikke tilbage til Danmark". Jeg har ligesom gjort, hvad der skulle gøres i Superligaen, føler jeg selv. Jeg har scoret mod alle holdene og på alle stadions næsten. Derfor havde jeg det sådan lidt: Jeg har sgu ikke mere at skulle have gjort i Danmark og havde også nogle andre muligheder.

Alligevel endte han altså i FC Midtjylland. Dels fordi han ville kickstarte karrieren i klubben, som har samme ejer som Brentford, Matthew Benham. Dels fordi hans bror fik åbent kraniebrud efter en ulykke i sommer og stadig ligger i koma, og Marcondes med skiftet kunne være tættere på ham.

Emiliano Marcondes har indtil videre nået tre Superliga-kampe og ét oplæg for FC Midtjylland.

Læs også:Avis: Brian Priske trodsede Claus Steinlein i Evander-sag

Læs også:FCM-anfører efter nederlag: Deres keeper stod helt eminent

Læs også:OB tildeler FC Midtjylland andet nederlag på tre dage