Kampen var stort set afgjort ved pausen, da Manchester City tirsdag var på besøg hos West Bromwich i Premier League.
Efter de første 45 minutter førte Pep Guardiolas tropper nemlig med 4-0, og der var da heller ingen spænding om udfaldet i anden halvleg.
City tog en knusende sejr på 5-0.
Sejren sender for første gang i sæsonen holdet op på den øverste plads i Premier League-tabellen med 41 point efter 19 kampe. Der er dog kun et enkelt point ned til lokalrivalerne fra Manchester United på andenpladsen.
West Bromwich ligger fortsat næstsidst med kun 11 point på kontoen.
Ilkay Gündogan sendte City i front efter kun cirka fem minutter. Tyskeren modtog bolden lidt udenfor feltet, tog et par små træk og udplacerede Sam Johnstone i målet med en følt afslutning.
Lidt over et kvarter senere fordoblede João Cancelo føringen med et nærmest identisk mål, inden Gündogan gjorde det til 3-0 et kvarter før pausen.
Riyad Mahrez så godt som lukkede kampen, da han i første halvlegs ekstratid gjorde det til 4-0.
Algerieren var i oplæggerens rolle, da han lidt over ti minutter inde i anden halvleg serverede bolden for Raheem Sterling, der bare skulle sætte foden på for at sende den i mål til 5-0.
Nu handlede det efterhånden bare for hjemmeholdet om at redde en smule af æren og ikke blive ydmyget totalt. Det lykkedes altså, da der blev sat en stopper for Citys stormløb.
Tidligere tirsdag aften vandt West Ham 3-2 over Crystal Palace, mens Leeds tog en 2-1-sejr over Newcastle, som tabte sin femte kamp i træk.
Arsenal var også i aktion og slog Southampton med 3-1.
/ritzau/