Video : Tipsbladet
Superliga

Månedens Hold i Superligaen - april

Tipsbladet.dk er klar med de 11 bedste spillere i Superligaen i den forgangne måned.

April med den meget afgørende "engelske uge" i påsken er nu afsluttet, og vi har fået mange svar i løbet af den forgangne måned. FC København har været suveræne og ligner en dansk mester, Esbjerg fB bliver ved med at overraske, AC Horsens bliver ved med at være dårlige, og Hobro og Vejle skal i kamp om nedrykning.

Vi har taget et nærmere kig på de individuelle præstationer og udpeget de 11 bedste i april.

Her er Månedens Hold i Superligaen.

Målmand: Kamil Grabara, AGF
Liverpool-lejesvenden har været lidt af et scoop for AGF, og i april leverede han en stribe af overbevisende præstationer i målet. Kamil Grabara imponerer især med sin evne til at komme ud i feltet og tage sig af indlæg, men han er også en dygtig "shot-stopper" - det viste han blandt andet, da han pillede et straffespark fra Vladen Yurchenko mod Vejle. 

Højre back: Daniel Anyembe, Esbjerg fB
Skader har været et stort tema for Daniel Anyembe i hans korte karriere, men det er glemt nu, og i øjeblikket sprudler han på højre back for Esbjerg. 20-årige Anyembe er måske Superligaens hurtigste spiller, men han har mange andre kvaliteter end at løbe stærkt, og i EfB er han en del af en velfungerende fireback-kæde. Anyembe har spillet fuld tid i 15 kampe i træk for vestjyderne.

Central forsvarer: Mads Greve, Vejle Boldklub
Vejle-stopperen så rigtig god ud i starten af måneden, inden det ebbede lidt ud til sidst. Mads Greve var især god i de to kampe mod AC Horsens, hvor han var med til at lukke helt ned for Den Gule Fare. Kan han finde samme form mod Hobro IK, bliver det svært for himmerlændingens offensivspillere. 

Central forsvarer: Markus Halsti, Esbjerg fB
Esbjerg bliver ved med at imponere, og der er ingen tvivl om, at det er defensiven, der er fundamentet i succesen i Vestjylland. Forrest i rækken står anfører Markus Halsti, der havde det svært i FC Midtjylland, men virkelig har vist sit værd på vestkysten. Markus Halsti har lige forlænget sin kontrakt med EfB - det eneste rigtige for begge parter. 

Venstre back: Marc Dal Hende, FC Midtjylland
Marc Dal Hende startede måneden som reserve for Rafal Kurzawa i FC Midtjylland, men han har taget sin plads stærkt tilbage. FCM-spilleren viser gang på gang, at særligt hans hovedspil er topklasse og et mål og to assists blev det til fra Dal Hendes pande i april. Han bliver nok ikke sat af igen foreløbig. 

Højre midtbane: Robert Skov, FC København
Superligaens topscorer gjorde comeback midt i april efter en skadespause, og han skulle ikke bruge lang tid på at finde formen. Robert Skov startede med at hamre bolden i kassen på Brøndby Stadion, og derfra gik det kun op. Skov var både en flittlig målmager og assistmager i april. 

Central midtbane: Carlos Zeca, FC København
FC Københavns anfører og Duracell-kanin har styret midtbanen i samtlige kampe for løverne - undtagen mod Brøndby, hvor han afsonede karantæne. Man får ikke mange mål og assists fra Carlos Zeca, men hans betydning for FC København er enorm. En rigtig anfører. 

Central midtbane: Mohammed Kudus, FC Nordsjælland
FC Nordsjælland havde ikke en god måned, men det havde Mohammed Kudus utvivlsomt. Den 18-årige ghaneser har gjort det forrygende på den centrale midtbane, og det er godt set af Flemming Pedersen at rykke ham lidt længere tilbage på banen. Kudus bliver voldsomt spændende at følge i næste sæson. 

Venstre midtbane: Mustapha Bundu, AGF
Mustapha Bundu spillede slet ikke overvældende mange minutter i april, men han formåede at gøre en forskel, når han var på banen. AGF-spilleren indledte måneden fuldstændig hovedløst ved ikke at trille bolden til siden til en helt fri Patrick Mortensen mod AC Horsens, men han er helt sikkert blevet tilgivet for den bommert. Det svinger meget mellem himmel og helvede, når det gælder Mustapha Bundu - i april var det rigtig godt. 

Angriber: Dame N'Doye FC København
Den bedste præstation i Superligaen i april stod Dame N'Doye for. Den 34-årige FCK-angriber har stadig tårnhøj klasse, og man må bare løfte på hatten for senegalserens fysik - det gælder både i duellerne, men også i forhold til, hvor mange minutter han er i stand til at spille. Fantastiske præstationer og seks mål blev det til for Dame N'Doye i den forgangne måned.

Angriber: Patrick Mortensen, AGF
Jonas Wind har haft en fremragende måned for FC København, men det er selvfølgelig ikke muligt at komme udenom Patrick Mortensen på Månedens Hold. AGF-angriberen scorede syv mål i april - herunder et hattrick mod Vejle - og har vist sig som den spidsangriber, århusianerne har savnet i mange år. Kan Mortensen fortsætte målformen, er AGF bestemt et godt bud på en deltager i "Europa-finalen".