Lyngby præsenterer millionunderskud: Regnskabet er bedre end forventet
Da Friends of Lyngby overtog styringen med Lyngby Boldklub, var det en klub, der var kommet ud af seneste regnskabsår med 35 millioner kroner i minus.
Det er selvsagt meget, og de kan i ejerkredsen bag fodboldklubben nu glæde sig over, at underskuddet ikke er lige så stort som for et par år siden.
Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet
Lyngby Boldklub har netop præsenteret sit regnskab for 2019, og det viser et minus på godt seks millioner kroner. Det er stadig et forholdsvis stort minus, men faktisk er det mindre, end man havde forventet.
- Et underskud er aldrig tilfredsstillende, men lige her og nu må vi også se det som en positiv indikation på, at vores turnaround er i fuld gang og kan lykkes inden for de næste år. Vores sponsorindtægter er mere end tredoblet på to år, vores tilskuertal er fordoblet, vi er rykket op i Superligaen, og vi har realiseret vores strategi og solgt unge spillere til udlandet – alt i alt positive faktorer, der som en central del af vores 3-årsplan også bidrager økonomisk til en mere sund forretning, siger administrerende direktør Andreas Byder i en pressemeddelelse.
Læs også:Optakt: FC Nordsjælland - FC København
Af pressemeddelelsen frem går det, at man også i 2020 forventer et underskud. Her er forventningen et underskud i samme størrelsesorden.
Lyngby håber på, at et udbud af stadion kan være med til at løfte alt omkring klubben.
- Vi krydser fingre for at udbuddet kommer meget snart, men bruger mest tid i det daglige på at realisere vores strategi og plan. Ejerskabet fra lokale forretningsfolk hjælper os ved at være stabile og ikke ryste på hånden, og vi har en god hverdag – selvom vi ikke er tilfredse endnu. Vi har stadig blod på tanden i forhold til at skabe en økonomisk bæredygtig fodboldklub. Jeg tror kun, at vi har set en brøkdel af, hvad klubben og byen kan med vores nye strategi og tilstedeværelse lokalt. Det glæder vi os til at udvikle de kommende år, siger Andreas Byder.
Lyngby Boldklub ligger aktuelt nummer ni i Superligaen. Klubben ligger med seks kampe igen med fem points forspring til SønderjyskE, der ligger på den tredjeplads, der betyder playoff-kamp om nedrykning.
Læs også:Superliga powerranking: Magiske Horsens og fæle skuffelser for Brøndby og EfB
Læs også:Nedrykningstruet Silkeborg-keeper: Ikke fair at give op nu
Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 26. runde