AGF's sejrsstime på fire kampe i streg stoppede søndag, da Lyngby var på besøg og fik 1-1 med hjem fra Aarhus i 3F Superligaen.
I første halvleg var hjemmeholdet dominerende, mens der i anden halvleg var mindre forskel på de to hold.
Hverken AGF eller Lyngby formåede at skabe mange oplagte målchancer, og derfor endte kampen 1-1 på to mål scoret i første halvleg.
Resultatet betyder, at AGF fortsat er nummer tre i tabellen med 33 point for 19 kampe, inden de resterende kampe i runden er færdigspillede, mens Lyngby er på niendepladsen med 25 point.
Hjemmeholdet startede kampen bedst, men det var Lyngby, der først kunne juble allerede i det sjette minut.
Udeholdets kreative offensivspiller Rezan Corlu tog en lang solotur fra midten af banen, inden han fra kanten af feltet sparkede bolden ned i hjørnet.
Efter scoringen sad AGF på spillet, og det kastede også et udligningsmål af sig efter 28 minutter.
Et frispark blev reddet af Lyngby-keeper Thomas Mikkelsen og ramte overliggeren, hvorefter spidsangriber Patrick Mortensen nemt kunne heade returbolden i mål til 1-1.
Efter pausen fordelte spillet sig ligeligt mellem de to hold, men både AGF og Lyngby havde problemer med at spille sig frem til de helt store målchancer.
Derfor var det dødbolde, der kom til at præge anden halvleg, hvor ingen af holdene for alvor satsede på at få de tre point.
/ritzau/