Den tidligere Esbjerg-spiller Kostas Tsimikas skal fremover repræsentere Liverpool .
Det engelske mesterhold har mandag købt den 24-årige venstreback i græske Olympiakos.
- Jeg er meget glad og stolt over at være her. I mine øjne er det den største klub i verden. Det er en ære at være her, og jeg vil gøre mit bedste, siger Tsimikas til Liverpools hjemmeside.
For godt tre år siden i foråret 2017 spillede Tsimikas for Esbjergs superligahold på en lejeaftale. Dengang kunne grækeren dog ikke forhindre vestjyderne i at rykke ud af Superligaen.
Han blev dengang hentet af Esbjergs daværende sportsdirektør, hollænderen Ted van Leeuwen.
Kostas Tsimikas vendte efter nedrykningen retur til Olympiakos, hvor han siden hen har fået stor succes. I sidste sæson var venstrebacken med til at sikre klubben det græske mesterskab.
Det er også blevet til tre kampe for det græske landshold.
Esbjerg rykkede efter turen i 1. division tilbage i Superligaen. Vestjyderne er dog efter endnu en nedrykning tilbage i Danmarks næstbedste fodboldrække i næste sæson.
/ritzau/