Lige målmandskamp i FCN ser ulige ud: Her er trænerens forklaring
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Lige målmandskamp i FCN ser ulige ud: Her er trænerens forklaring

Målmandskampen i FC Nordsjælland er "helt lige", men det har man ikke kunnet se på spilletiden. Her er cheftræner Flemming Pedersens forklaring.

Målmandskampen mellem Peter Vindahl Jensen og Nicolai Larsen i FC Nordsjælland er 50/50.

Det er cheftræner Flemming Pedersen flere gange blevet citeret for, men der er ikke ret meget i praksis, der tyder på, at duellen er så tæt, som den bliver fremstillet.

Nicolai Larsen er startet inde i samtlige kampe i denne sæson, og derfor er det kun blevet til 45 minutter på banen for Peter Vindahl Jensen, der afløste en skadet Nicolai Larsen i pausen af et opgør mod Hobro IK. 

Overdriver FCN-træneren dermed ikke, når han fremstiller det som et helt tæt kapløb?

Læs også:Overblik: Sådan ser slutspillet i Superligaen ud

- Hvis du måler det på spilletid, så kan man ikke se, der er meget 50/50 i det. Men hvis du måler på præstationen til træning, så er det helt lige, og så vipper det over til Nicolai nu, fordi han sædvanligvis står. Hvis Peter skal på mål, skal han et skridt foran, siger Flemming Pedersen til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Men det er altså meget tæt, og Peter siger også til mig med et glimt i øjet; ”jeg skal eddermaneme gøre det så svært for dig som muligt”. Det er en fantastisk indstilling. 

Flemming Pedersen forklarer, at netop Peter Vindahl Jensens indstilling har imponeret ham. 

- Han har taget det rigtig godt. Da han fik det at vide, var han hamrende skuffet, og det gør selvfølgelig, at vi lægger meget mærke til ham til træning. Og der præsterer han bare. Han kan præstere og være skuffet på samme tid.

Læs også:Stort interview med FCN-sportschef: Jeg er fandeme så stolt

- Det er faktisk noget af det, han har haft svært ved i tidligere kampe. Hvis han lavede en fejl, satte den sig. Det er væk nu, kan vi se. Han vokser hele tiden, siger FCN-træneren.

Men hvis Peter gør det så godt, hvorfor vælger du så Nicolai Larsen hver eneste gang?

- Når det er 50/50, vægter det, at Nicolai Larsen er vant til at spille bag vores forsvar. Det er det relationelle i den forstand, forklarer Flemming Pedersen.

FC Nordsjælland - formentlig med Nicolai Larsen på kassen - møder FC Midtjylland på hjemmebane på søndag i den sidste runde i grundspillet. 

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 25. spillerunde

Læs også:Kudus motiveret af interesse: Han render ikke rundt med et til salg-skilt

Læs også:FCN-profil skifter klub, men ved ikke hvornår: Det er lidt irriterende