Kasper Schmeichel og Leicester er inde i en rigtig god periode for tiden, og torsdag aften holdt den danske keeper målet rent, da hans hold tog den femte sejr på stribe.
I topkampen i Europa Leagues gruppe G blev de portugisiske gæster fra Braga slået sikkert med 4-0.
Dermed har englænderne maksimumpoint efter tre kampe i gruppen og har mellem de tre sejre også slået både Arsenal og Leeds i Premier League.
Topscorer Jamie Vardy fik et hvil på bænken, og det gav Kelechi Iheanacho chancen i front fra start. Den greb han.
Midtvejs i første halvleg sendte han hjemmeholdet på vinderkurs, og kort efter pausen var han også manden bag fordoblingen af føringen.
Braga havde masser af spil, men var ineffektive omkring Kasper Schmeichels mål, og det straffede Leicester.
På mål af Dennis Praet og James Maddison blev kampen afgjort, og Leicester tog en stensikker sejr og er alene i front med ni point. Braga har seks point på andenpladsen.
Schmeichels landsmand Robert Skov havde også en god torsdag aften. Han stod bag to målgivende afleveringer i Hoffenheims storsejr på 5-0 over tjekkiske Liberec.
Til gengæld havde landsholdsanfører Simon Kjær og resten af AC Milan-holdet en noget skidt aften hjemme i Milano.
Franske Lille og i særdeleshed Yusuf Yazici gjorde livet surt for italienernes defensiv. Tyrkeren stod for alle tre scoringer i 3-0-sejren på San Siro.
Det sender Lille til tops i gruppen med syv point, mens Milan forbliver på seks point.
Norske Molde lurede på overraskelsen ude mod Arsenal og var foran 1-0 indtil kort før pausen. Men to norske selvmål sendte London-klubben i front, og Arsenal tog slutteligt en klar sejr på 4-1.
/ritzau/