Video : Tipsbladet
Superliga

Lars Olsen: Glæder mig til at være klubtræner igen

Esbjerg har netop offentliggjort, at Lars Olsen bliver klubbens nye cheftræner. Olsen glæder sig til igen at være træner for et klubhold.

Esbjerg fB har mandag morgen offentliggjort, at Lars Olsen bliver klubbens nye cheftræner pr. dags dato.

Olsen har været landstræner for Færøerne de sidste otte år, og parterne er blevet enige om, at han i perioden fra den 11. til 19. november står i spidsen for færingerne for sidste gang i landsholdets to EM-kvalifikationskampe.

Herefter bliver der fuld fokus på Esbjerg, og sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er glad for, at man lykkedes med at få en markant trænerkapacitet ind.

Læs også:Officielt: Lars Olsen er ny cheftræner i Esbjerg fB

- Med Lars Olsen får vi en markant trænerkapacitet ind med mange års værdifuld erfaring fra både dansk og international fodbold, og vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham.

- Det viser fra begge sider en stor tro på projektet i EfB, og sammen med det nuværende trænerteam skal Lars være med til at udvikle det nuværende fundament yderligere. Samtidig skal der sendes en tak afsted mod Færøerne, hvorfra der i processen har været vist stor fleksibilitet og forståelse, siger han i en pressemeddelelse.

Lars Olsen har tidligere været træner for både Randers FC og OB, og han glæder sig til igen at være træner for et klubhold.

Læs også:Bedst og værst: Austin krigede forgæves for Esbjerg

- Jeg glæder mig til at blive klubtræner igen og starte op i EfB, som jeg gennem flere gode snakke med Jimmi har fået et rigtig godt billede af som klub.

- Den overordnede strategi om at bringe unge, talentfulde spillere fra EfB Akademi frem på førsteholdet er tiltalende, og fundamentet er allerede godt. På den korte bane handler det dog om at få hentet nogle point, så vi kan avancere i tabellen, lyder det.

Lars Olsen har skrevet under på en kontrakt, som løber indtil sommeren 2022.

Læs også:Frustreret Esbjerg-spiller: Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige

Læs også:Claus Nørgaard om Austin-skade: Kom lige 15 minutter for tidligt

Læs også:Modnet Ronnie Schwartz åben for nyt udenlandseventyr