Landsholdet jagter hurtig revanche efter sjældent nederlag
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Landsholdet jagter hurtig revanche efter sjældent nederlag

Der er ingen grund til at vænne sig til følelsen efter et nederlag på landsholdet, siger Kasper Dolberg.

En uvant situation ramte spillerne på fodboldlandsholdet søndag formiddag.

Efter 34 landskampe i træk uden nederlag i ordinær spilletid vågnede landsholdsspillerne op med et frisk nederlag i erindringen som følge af lørdagens 0-2-nederlag til Belgien i Parken.

Der er stadigvæk ærgrelse over nederlaget, men samtidig er der også en tilfredshed med, at det allerede tirsdag er muligt at få revanche, når England venter i den anden Nations League-gruppekamp.

Det siger angriberen Kasper Dolberg, der lørdag led sit første nederlag i sin 18. landskamp.

- Det er bestemt ikke fedt at prøve at tabe en landskamp. Vi tog fra stadion med en ærgerlig følelse, og det var også den, jeg vågnede op med. Det er ikke noget, vi skal vænne os til.

- Men jeg synes også, der er en tydelig følelse af, at vi skal have revancheret det mod England. Det er den eneste måde at komme videre på, siger Kasper Dolberg.

Martin Braithwaite ærgrer sig ligeledes over nederlaget, men han ser det også som naturligt, at der kommer udsving, når man har skiftet landstræner.

- Holdet har stadigvæk sin vindermentalitet, og det er vigtigt.

- Samtidig skal vi også acceptere, at det er en proces, at vi har fået en ny landstræner, og at vi kun har haft få dage til at træne under ham til at lære nogle nye ting.

- På de få dage, vi har haft, har man allerede kunnet se nogle af de nye ting, vi arbejder med, og det er sindssygt positivt. Det kan vi tage med videre mod England, siger Braithwaite.

Landstræner Kasper Hjulmand har det også stramt med at tabe fodboldkampe, men han påpeger, at der er erfaringer fra trænerdebuten, som holdet kan bruge fremadrettet.

- Jeg føler, at jeg er blevet tæsket af et baseballbat, når jeg taber. Selvfølgelig har jeg snakket med spillerne om det, og jeg er udmærket klar over, at de havde spillet 34 kampe som ubesejret inden og alle de der ting, men vi skal blive ved med at gøre, som vi vil gøre efter alle kampe.

- Vi skal kigge på og analysere, hvad vi har lært og kan tage med fra kampen. Hvis vi har lært noget, som gør, at vi slår Belgien i november eller i hvert fald under EM næste sommer, så er det godt givet ud, siger Kasper Hjulmand.

Søndag lavede alle Hjulmands spillere fra startopstillingen restitutionstræning i Helsingør. Imens fik reservespillerne lov til at skrælle igennem på træningsbanen under opsyn af Hjulmand og assistenttræner Morten Wieghorst.

/ritzau/