Det bliver Igor Tudor, der overtager det ledige trænersæde i Lazio, meddeler Serie A-klubben på sin hjemmeside.
Den 45-årige kroat afløser Maurizio Sarri, der i sidste uge smed tøjlerne efter en stribe skuffende resultater.
- Lazio oplyser, at Igor Tudor fra i dag (mandag. red.) vil påtage sig rollen som træner for førsteholdet, lyder det kortfattet fra hovedstadsklubben.
Dermed vender Tudor tilbage til Serie A, hvor han tidligere har stået i spidsen for Udinese og Verona. Som aktiv havde han en lang spillerkarriere i Juventus, hvor han vandt to italienske mesterskaber.
Lazio, der blandt andre råder over danske Gustav Isaksen, er blot nummer ni i Serie A og får brug for en slutspurt i de sidste ni kampe, hvis det skal blive til europæisk fodbold efter sommerferien.
Igor Tudor har haft en omskiftelig trænerkarriere med en række forholdsvis korte ansættelser.
Han førte sidste år Olympique Marseille til en tredjeplads i den franske liga, men forlod klubben ved sæsonens afslutning.
Siden Maurizio Sarris opsigelse har Giovanni Martusciello haft chefansvaret i Lazio på midlertidig basis. Lørdag stod han på sidelinjen, da holdet hentede en tiltrængt 3-2-sejr over kriseramte Frosinone.
/ritzau/