Kopplin om Brøndby-exit: Der var nødt til at ske noget
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Kopplin om Brøndby-exit: Der var nødt til at ske noget

Björn Kopplin har været glad for sit korte ophold i Brøndby, men han går ikke på arbejde for at sidde på bænken, så han er ikke i tvivl om, at skiftet til Randers FC er det rigtige.

Björn Kopplin skrev i sommer kontrakt med Brøndby IF, men allerede ved årets udgang forlader den tyske back de blå-gule. Torsdag blev den tidligere Hobro-spiller præsenteret som ny mand i Randers FC fra 1. januar, og dermed kan han så småt begynde at genpakke de flyttekasser, han formentlig dårligt har nået at pakke helt ud.

Tyskeren har underskrevet en kontrakt på to-et-halvt år med kronjyderne og glæder sig.

- Træneren ville virkelig gerne have mig, og jeg kender Thomas Thomasberg fra min tid i Hobro, så det var egentlig ikke noget svært valg. Jeg er snart 30 og vil spille hver eneste weekend, og det var der ikke udsigt til her i Brøndby. Så nu ser jeg frem til at tørne ud for Randers og arbejde sammen med Thomasberg igen, siger Björn Kopplin til tipsbladet.dk og tilføjer om Randers-træneren:

- Han har mange kvaliteter, som jeg godt kan lide. Han er god til at balancere tingene, og så synes jeg, han er rigtig god i omgangen med spillerne og til selve mandskabsplejen. Det har helt sikkert haft en stor indvirkning på min beslutning. 

Björn Kopplin har blot spillet tre Superliga-kampe for Brøndby IF, og det var da også noget af et spring for det tidligere Bayern München-talent at bytte Hobro IK ud med de danske vicemestre. Han mener dog ikke, det var for stort.

- Det føler jeg ikke, og jeg kan blandt andet huske, at jeg spillede en god kamp mod FC Nordsjælland. Men alt i alt har jeg ikke fået nok spilletid, og sådan er fodbold. Jeg var ikke glad, når jeg kom hjem, fordi jeg ikke spillede fast, og så er der kun én ting at gøre, og det er at ændre på det. Som sagt, jeg er snart 30, så jeg er et sted i min karriere, hvor jeg skal spille fast. Der var nødt til at ske noget, siger den kommende Randers-spiller.

Han lægger ikke skjul på, at han havde håbet på et andet udfald af tiden i Brøndby, men han tager meget godt med sig fra Vestegnen.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at jeg ikke har fået mere spilletid, men alle vil spille, og det er der kun 11, der kan. Brøndby er en fantastisk klub, og jeg har fået min egen sang – det vil jeg helt sikkert aldrig glemme. Jeg har også fået en masse søde beskeder fra Brøndby-fans, efter det er kommet frem, at jeg skifter til Randers FC, og det værdsætter jeg meget højt, siger Kopplin, der vil have et flot farvel i Brøndby:

- Nu må vi se, hvor meget spilletid det bliver til, men jeg vil helt sikkert få en god afslutning, arbejde hårdt hver eneste dag til træning og nyde hver en sejr, vi får. 

Björn Kopplin fylder 30 år 7. januar.