I 5-0-sejren over Atalanta i Champions League tirsdag aften lignede Liverpool igen det hold, der er gået fra sejr til sejr i de sidste par år.
De seneste ugers noget tunge præstationer var pludselig glemt, og manager Jürgen Klopp kunne se sit hold udspille de ellers farlige italienere.
- Det var den indsats, vi havde brug for mod et stærkt hold, der kan volde enorme problemer. Og mine spillere spillede en utrolig kamp, siger Klopp ifølge uefa.com.
Med til historien hører, at Atalantas offensive stil gav Liverpool meget plads at spille på. Det udnyttede englændernes offensive kæde med Sadio Mané, Mohamed Salah og Diogo Jota til fulde.
Men Klopp mener ikke, at Atalanta-træner Gian Piero Gasperinis slagplan var årsagen til den klare sejr.
- Jeg vil ikke tale så meget om taktik. Det arbejde, han laver her, er fremragende.
- Det var svært mod os i aften. Jeg tror ikke, at noget system kunne have forsvaret mod Sadio, "Mo" og Diogo, som de spillede og med støtte fra de øvrige, siger Klopp.
Gasperini erkender, at afklapsningen har givet ham noget at tænke over.
- Forskellen i aften (tirsdag, red.) var enorm, og vi er nødt til at forbedre os taktisk og strukturelt.
- Vi kom ind til kampen med to positive resultater, og vi mødte Liverpool med troen på, at vi kunne gøre det godt. Men forskellen var kæmpestor, og de var bare meget bedre, siger Atalanta-træneren.
Liverpool udbyggede med sejren forspringet i toppen af gruppe D, hvor holdet har maksimumpoint, ni, efter tre kampe.
Ajax og Atalanta har begge fire point, mens FC Midtjylland er sidst uden point.
/ritzau/