Landsholdsprofiler om buffet af landskampe: Det bliver en spændende tid
8 landskampe på 11 uger byder fodboldlandsholdets program på i den kommende tid.
Lørdag spilles den første hjemme mod Belgien i Nations League, og 18. november slutter Danmark landsholdsåret af med en udekamp mod belgierne i samme turnering.
Normalt spiller Danmark ikke så mange landskampe på så kort tid - typisk fem-seks på et halvt kalenderår.
Danmark har til gengæld ikke spillet andre kampe i 2020, men det skyldes aflysninger på grund af coronapandemien.
- Det bliver en fantastisk spændende tid, vi går ind i med sindssygt mange kampe. Der bliver ikke så meget tid til at træne. Det er forudsætningerne, og jeg ser frem til det, siger Simon Kjær.
AC Milan-stopperen kommer som de øvrige landsholdsspillere også til at være en del af en klubsæson med mange kampe både i den hjemlige liga og Europa. Og så er der en EM-slutrunde næste sommer.
- Det skal doseres. Og det må man jo klare. Men vi spiller jo fodbold for at spille fodboldkampe, så det er kun glædeligt, at der er mange kampe.
- Der er ingen tvivl om, at det næste år eller to bliver intensivt, siger Simon Kjær.
Først skal Danmark spille to kampe i Nations League mod Belgien lørdag og mod England på tirsdag. Begge kampe spilles på hjemmebane i Parken i København.
Læs også:Landsholdet har ingen plan om at knæle mod Belgien
I oktober venter tre kampe mod Færøerne, Island og England, mens november byder på opgør mod Sverige, Island og Belgien.
- Otte kampe i efteråret er mange, men vi har ikke spillet nogen landskampe i år, og vi plejer at spille mindst ti på et år, så vi ender stadig under det, vi plejer.
- Selvfølgelig er det mange kampe på kort tid, men der er også mange kampe, fodbolden er gået glip af - landskampe, returkampe i Champions League, eller ligaer der slet ikke blev spillet færdige.
- Til sidst ender vi nok næsten med at have spillet det samme antal kampe som på et normalt år, siger Yussuf Poulsen.
Han er ikke skræmt over udsigten til at spille så meget og minder om, at der er indført fem udskiftninger i Bundesligaen. Der er fortsat kun tre mulige indskiftninger i Nations League.
- Det bekymrer mig ikke, at der er så mange kampe. Jeg tror, at klubberne og trænerne godt ved, at det bliver hårdt.
- Derfor tror jeg også, at der kommer til at være flere spillere, som kommer i spil, og der bliver ved med at være fem udskiftninger, siger RB Leipzig-angriberen.
Han er klar til at spille alle de planlagte landskampe i år, hvis der skulle være behov for det.
- Jeg tror ikke, at vi spillere bliver overbelastet. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at spille alle otte landskampe, men hvis Kasper Hjulmand synes, jeg skal spille otte, så vil jeg da gerne det, siger Yussuf Poulsen.
Læs også:Landsholdet er tilbage: Sådan fungerer Nations League
Sådan ser Danmarks program ud i 2020:
5. september: Danmark-Belgien (Nations League).
8. september: Danmark-England (Nations League).
7. oktober: Danmark-Færøerne (venskabskamp).
11. oktober: Island-Danmark (Nations League).
14. oktober: England-Danmark (Nations League).
11. november: Danmark-Sverige (venskabskamp).
15. november: Danmark-Island (Nations League).
18. november: Belgien-Danmark (Nations League).
/ritzau/
Læs også:Landsholdet knæler mod racisme før England-brag
Læs også:Før Danmark-kamp: Belgisk stjerne revser Nations League
Læs også:Optakt: Danmark - Belgien