Superliga

Kevin Mensah om efteråret: Vi har smidt mange dumme point

Brøndby har smidt for mange point i efteråret, mener Kevin Mensah, der også forstår, at fansene pifter af Brøndby-spillerne.

Brøndby IF sluttede sæsonen med et remis på hjemmebane mod Hobro IK, og dermed fik de stoppet deres stime af nederlag, men de kom ikke tilbage på sejrssporet.

Da søndagens kamp blev fløjtet af, var der derfor en pibekoncert mod Brøndby-mandskabet, der ikke har vundet i mere end en måned. Og det forstår Brøndbys Kevin Mensah godt.

Det fortæller han til Canal 9 efter kampen.

Læs også:LIVE: Sådan gik det, da Brøndby IF tog imod Hobro IK

- Vi vinder ikke på hjemmebane, så det er klart. Det er fair, lyder det fra Kevin Mensah.

Backen, der leverede en assist mod Hobro IK, ærgrer sig over, at Brøndby i efteråret har manglet kvalitet i begge felter. Det har nemlig kostet mange point, mener han.

- Først og fremmest er det ikke godt nok, at vi lader dem score et mål. Jeg synes, at vi kommer frem til det, man kan forvente, mod et hold, der står så dybt, som Hobro gør. Og lige nu mangler vi den sidste kvalitet i de sidste afleveringer, og vi har en pause nu, hvor vi skal arbejde med det. Vi har smidt mange dumme point på grund af manglende kvalitet i begge felter, siger han og tilføjer:

- VI går på ferie med en fornemmelse af, at vi ikke har fået de point, vi skulle, her til sidst. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Så går man ikke på ferie med en god fornemmelse, når man ikke får sejre i de sidste fire kampe.

Brøndby IF er aktuelt nummer fire i Superligaen med 32 point efter 20 kampe.

Læs også:Mukhtars farvel: Jeg vil aldrig glemme pokaltitlen og det missede mesterskab