Kent Nielsen efter sikker 2-0-sejr: Naivt at tænke på europæisk fodbold
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Kent Nielsen efter sikker 2-0-sejr: Naivt at tænke på europæisk fodbold

Kent Nielsen storroser sit hold efter 2-0-sejren over Hobro, men mener stædigt, at europæisk fodbold er en naiv tanke.

Anders K. Jacobsen og Rasmus Falk sikrede OB en 2-0-sejr over Hobro lørdag, hvor der kun var få minutter til at tvivle på udfaldet.

OB-træner Kent Nielsen var da også meget tilfreds med sit hold efter kampen, hvor TV3 Sport fangede ham.

- Stor ros til holdet for ekstrem disciplin. Vi er stort set i kontrol hele kampen, og vi kan sige, at vi ikke var i nærheden af at tabe. Vi viste meget disciplin og tålmodighed.

Med de tre point – og den tredje sejr i træk – nærmer fynboerne sig pludselig med hastige skridt rækkens øverste pladser, men det er dog ikke noget, der får Kent Nielsen til at sætte håret og tage solbrillerne frem

- Det bliver et close race. Vi har fået en god start, og vi er glade for, at vi kan presse på, men vi spekulerer ikke i europæisk fodbold. Kan vi bare være med i den øverste halvdel, er vi fint tilfredse. Det vil være naivt at spekulere i andet.