Video : Tipsbladet
Superliga

Kahlenberg: Måske var det meget godt, at jeg blev ramt af corona

Thomas Kahlenberg blev som en af de første danskere ramt af coronavirus. Set i bakspejlet var det måske godt.

Det var en intens uge for Thomas Kahlenberg i starten af marts, da det kom frem, at den tidligere midtbanemand for Brøndby var blevet smittet med coronavirus.

- Det var utrygt.

- For det første fordi jeg havde det ret dårligt, men også på grund af den uvished, der var om det hele. Der var jo ikke rigtig nogen, der vidste, hvad søren det var for noget, siger Thomas Kahlenberg.

Han var aldrig i livsfare, men han fik en ordentlig omgang influenza. Selv mener han, det måske var for det bedste, når han ser tilbage på det.

- Det var måske meget godt set i bagklogskabens lys, at folk kunne se, at sådan en som mig - en tidligere sportsmand, der stadig er i rimelig god form og i en ung alder - også kan blive ramt, siger Thomas Kahlenberg.

Det har måske fået nogle mennesker til at forstå, hvor alvorligt det egentlig er, mener Kahlenberg.

Situationen blev betragtet som alvorlig, fordi Kahlenberg havde været blandt publikum til flere Brøndby-kampe og en uges tid forinden havde deltaget i Christian Poulsens fødselsdag i Amsterdam.

Det fik stor bevågenhed i medierne.

- Der var rigtig mange, der ringede. Men jeg snakkede jo ikke rigtig med nogen medier om det, siger han.

- Jeg var i rigtig tæt kontakt med myndighederne. Vi skulle jo kortlægge alle dem, jeg kunne have smittet, siger Thomas Kahlenberg.

Sammen med en anden tidligere profil i Brøndby - Daniel Agger - står Kahlenberg bag en kommende velgørenhedskamp for Brøndby. Fodbold mod corona, hedder kampen.

Kampen kommer til at byde på superliga- og brøndbylegender som Kim Vilfort, John Faxe Jensen, Ebbe Sand og Stig Tøfting.

På grund af uvished, om hvornår publikum igen må komme til fodboldkampe, er der endnu ikke fastlagt en dato for, hvornår kampen skal spilles.

/ritzau/