Journalist: Ligastruktur har ingen betydning for landsholdet
Youri Tielemans til venstre i billedet. Foto: Geert Vanden Wijngaert/Polfoto
Superliga

Journalist: Ligastruktur har ingen betydning for landsholdet

Ligasystemet har intet at gøre med styrken på det belgiske landshold, mener den belgiske journalist Sven Claes. Det er målrettet arbejde fra fodboldforbundet i Belgien, der har sikret succesen.

Belgisk fodbold har historisk set stået stærkt i billedet. I slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne vandt klubber som Anderlecht og Standard Liege europæiske turneringer. Også landsholdet var godt, men i 90'erne begyndte succesen for alvor at ebbe ud. Hvis vi ser bort fra VM i 2014, var det belgiske landshold senest med ved en slutrunde i 2002. Det er skidt for en nation, der ofte måler sig med Holland. Holland, der er en af verdens største fodboldnationer.

I den belgiske liga har man født en hel ny ligastruktur, der skal skabe mere dynamik og gøre klubfodbolden stærkere. Men det er ikke uden problemer, som tipsbladet.dk kunne fortælle.

Det belgiske landshold er også blomstret helt utroligt på det seneste. Navne som Vincent Kompany, Romelu Lukaku, Marouane Fellaini, Eden Hazard og Thibaut Courtois er kommet frem på den store scene. Men hvad skyldes succesen, og hvorfor har Belgien pludseligt et af de mest interessante og stærkeste landshold i Europa?

Svaret har ikke meget med den belgiske ligastruktur, fortæller den belgiske journalist Sven Claes, der arbejder for Het Laatste Nieuws i Belgien.

- Hvor jeg mener, ligastrukturen har en medvirkende årsag til, at de belgiske klubber har succes i Europa League, mener jeg ikke, ligastrukturen har indflydelse på vores landshold overhovedet. Det er udelukkende det belgiske fodboldforbunds skyld, siger Sven Claes til tipsbladet.dk.

- Der skulle ske noget. Vi havde ikke gode spillere, og der var brug for at udvikle bedre spillere. For en del år siden begyndte det belgiske fodboldforbund at investere og bygge ungdomsakademier. Vi byggede de bedste ungdomsakademier, og det har betalt sig. Se bare på vores målmænd, hvor Courtois og Mignolet er stamspillere i Chelsea og Liverpool. Det er, fordi vi har udviklet dygtige målmandstrænere, og spillerne har været gennem systemet.

- Tænk på, at der var 12 år (mellem '02 og '14, red.), hvor Belgien ikke var med til en slutrunde. Det har været nødvendigt at udvikle, og nu kan du se, at det belgiske landshold nyder godt af den røde tråd, der er skabt. Landsholdsfodbolden får nogle dygtige spillere, fordi der er investeret. Se på vores U/16- eller U/19-landsholdhold. Der er mange dygtige spillere, som står på spring.

Men som Sven Claes også tidligere har fortalt, er det ikke afgørende, at de unge talenter prøves af i den belgiske liga, for de bedste talenter vil smutte til udlandet, før de får chancen. Der er dog undtagelser som Romelu Lukaku, der i en meget tidlig alder blev fast mand i Anderlecht, inden Chelsea købte ham. Og det samme kan siges om 17-årige Youri Tielemans, der 58 ligakampe for Anderlecht allerede. MIdtbanetalentet kommer til at blive solgt på et tidspunkt - og sikkert inden, han får debut på landsholdet.

- Og sådan er det bare. De belgiske hold skal sælge spillere, og de bedste spillere vil altid ende i de bedste klubber. Det er fremtiden for vores land, og derfor har ligastrukturen intet at gøre med udviklingen af landsholdsspillerne, siger Sven Claes.

Fra at være et land, der i 12 år ikke kvalificerede sig til en slutrunde, kan alle i Belgien glæde sig over, at landet er nummer fire på FIFA's verdensrangliste. Og selv om verdensranglisten til tider er kritiseret, er en fjerdeplads et udmærket pejlemærke på, at belgisk landsholdsfodbold blander sig blandt de allerbedste igen.

Danmark er nummer 28 på samme liste.