Jores Okore har kun fået et par kampe for FC Københavns førstehold siden skiftet fra Aston Villa sidste sommer. Men efterhånden som klubben har solgt ud af spillere, og danskerens form er blevet bedre, så melder chancen for en plads på holdet sig.
Og den 24-årige forsvarsspiller er opsat på at få så meget spilletid som muligt.
- Min ambition er at få lov til at spille og få spillet så meget som overhovedet muligt. Jeg føler selv, at jeg gør det bedre og bedre til træning. Jeg forsøger at vise mine kvaliteter frem og håber, at jeg kan få lov til at komme i spil til en plads på holdet, siger Okore til Ekstra Bladet.
Den tidligere FC Nordsjællandspiller er dog klar over, at det er svært at spille sig på holdet, når Zanka og Johansson i midterforsvaret har gjort det så godt, som de har.
Drømmen om udlandseventyret er ikke udlevet til fulde for den 24-årige FCK'er. Derfor håber han, at han kan komme afsted igen i fremtiden.
- Jeg synes stadig, at engelsk fodbold kunne være interessant, men det kunne også være sjovt at prøve kræfter med tysk eller spansk fodbold. Jeg vil ikke være kræsen, hvis der skulle opstå en mulighed for at spille i udlandet igen, siger han.