Video : Tipsbladet
Superliga

Jens Stage sender hilsen til AGF-fansene efter million-transfer

Jens Stage glæder sig over at bidrage med millioner til AGF-klubkassen i en af Superligaens største handler mellem to danske klubber.

Jens Stage er solgt fra AGF til FC København i en handel, der af Aarhus-klubben bliver betegnet som den største handel mellem to danske klubber og hvor der har været nævnt et engangs beløb på 15 millioner kroner og en mulig ekstra betaling på op mod 10 millioner kroner alt afhængigt af Stages præstationer og resultater med de danske mestre fra København.

Det var næppe mange, der havde øjnet et skiftet i den størrelse, da Jens Stage blev hentet i 2. divisions-klubben Brabrand tilbage i 2016, men den arbejdsomme slider bed sig fast i AGF, hvor han har fundet vej til fansenes hjerter og har været en bærende profil i den forgangne sæson.  

Jens Stage er da heller sen til at fremhæve AGF og klubbens fans i sin afsked.

- Jeg var glad og beæret, da jeg i sin tid blev tilbudt en chance i AGF. Nu er jeg blevet ældre og mere sulten efter professionel succes, og så kommer der nogen gange en mulighed forbi i livet, man ikke havde regnet med. Jeg får nu mulighed for at tage et skridt videre i min karriere og prøve kræfter med europæisk fodbold og se hvor langt talentet rækker på den scene.

- Jeg vil gerne sige tak til mine holdkammerater og alle andre, jeg har arbejdet sammen med i AGF, og ikke mindst sende en stor og varm tak til klubbens fans for opbakningen. De støtter en fantastisk klub, som jeg kommer til at savne, og det glæder mig meget, at jeg på denne måde kan give noget tilbage til AGF - selv om jeg nu rejser, siger Jens Stage. 

Jens Stage er noteret for 86 Superliga-kampe og 10 scoringer i AGF-trøjen - de seks af scoringerne faldt i den seneste sæson i Superligaen.