Det kan godt være, at Jan Bech Andersen kigger efter mulighederne for at få mere kapital ind i Brøndby IF i form af en medinvestor, men så længe en sådan ikke er i klubben, holder Jan Bech Andersen hånden under klubben.
Brøndby IF har i en selskabsmeddelelse netop bekræftet, at Brøndbys ejer og bestyrelsesformand har forlænget sin støtteerklæring i Brøndby med et år, så den løber til september 2021.
Af selskabsmeddelelsen fremgår det, at Jan Bech Andersen vil støtte selskabet økonomisk i det omfang, det er nødvendigt. Der er dog et men, for den økonomiske begrænsning er på 53 millioner kroner - det er dog fatrukket provenu fra den kommende emission.
- Den økonomiske støtte er beløbsbegrænset til MDKK 53 fratrukket det provenu som tegnes ved emissionen, udover gældskonverteringen nævnt ovenfor. Ledelsen i Brøndby IF skønner dette vil give sikkerhed for, at der vil være tilstrækkelig arbejdskapital til at opretholde det budgetterede aktivitetsniveau, står der i selskabsmeddelelsen.
Det kan være en af årsagerne til, at man ser Brøndby sælge ud af de løntunge spillere. Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek er alle blevet solgt, og dermed har BIF fået millioner af kroner ind, ligesom klubben lønmæssigt har sænket forbruget markant.
Klubben kommer med al sandsynlighed ud af 2019 med et blodrødt tal - forventningen er op mod 80 millioner kroner i minus. Så stort et underskud vil Jan Bech Andersen altså ikke længere dække over, kan man godt tolke af selskabsmeddelelsen. Så det er på en måde nye vinde, der blæser over Brøndby.
I samme meddelelse fremgår det også, at Jan Bech Andersen og Torben Bjørn Christensen (TBC Holding ApS) giver tilsagn om at ville tegne aktier i den kommende aktieemission. De to har millionbeløb til gode i selskabet Brøndbyernes IF Fodbold A/S.
- I forbindelse med forberedelse af emissionen, som meddelt ved selskabsmeddelelse nr. 14/2019 af 11. oktober 2019, har Jan Bech Andersen og TBC Holding ApS, afgivet bindende tegningstilsagn om at ville tegne aktier ved at konvertere den fulde gæld, som selskabet har til Jan Bech Andersen og TBC Holding ApS på tidspunktet for emissionens gennemførelse. Tilsagnene er betinget af, at Brøndby IF gennemfører emissionen således, at handel med tegningsretter er begyndt inden den 1. april 2020, står der i selskabsmeddelelsen.
Brøndby skylder - ifølge delårsrapporten fra november - Jan Bech Andersen 52,3 millioner kroner, mens Torben Bjørn Christensen i 2019 lånte selskabet 18 millioner kroner.
Aktieemissionen, som Brøndby-ejeren har forklaret til tipsbladet.dk bliver i februar, kan indhente 156 millioner kroner fra eksisterende aktionærer. Den skal være gennemført inden 1. april, ellers gælder hverken Bech Andersens eller Torben Bjørn Christensens tilsagn om at konvertere gælden til aktier.
Læs også:Avis: Så meget får Brøndby for Kamil Wilczek
Læs også:Brøndby IF forlænger med Anton Skipper
Læs også:Solgt Brøndby-stjerne: Jeg havde ingen planer om at skifte
Læs også:Brøndby-fans hænger bannere på stadion: 'Fuck Red Bull'
Læs også:Svensk medie: Brøndby lurer på Gent-spiller
Læs også:Brøndby med udmelding: Får løbende henvendelser fra interesserede
Læs også:Jan Bech Andersen afviser: Ikke i kontakt med Red Bull