For anden spillerunde i træk indkasserede AGF et nederlag. Søndag tabte de nemlig 3-4 til Silkeborg IF, der ellers ikke havde vundet i Superligaen i denne sæson.
Og det er utrolig skuffende, understreger AGF-angriberen Patrick Mortensen i et interview med Eurosport umiddelbart efter kampen.
Angriberen, der selv scorede to mål, er især utilfreds med AGF’s defensive indsats og er ikke imponeret over Silkeborg IF.
Læs også:Glad Silkeborg-helt efter første sejr: Det var virkelig tiltrængt
- Det var utrolig, utrolig skuffende. Det var selvfølgelig ikke, hvad vi havde regnet med. Jeg synes også, at vi skylder alle de fantastiske fans, der møder op i dag, en sejr. Men sådan er det nogen gange, når du slækker lidt på det, for så kommer du hurtigt ned på deres niveau. Jeg synes ikke, at Silkeborg er et vanvittigt godt hold, men de scorer alligevel fire mål, siger Patrick Mortensen til Eurosport og tilføjer:
- Jeg synes ikke vores energi, intensitet og ærgerrighed i at forsvare det sidste mål er stor nok. Jeg synes, de får nogle for nemme mål, og det irriterer mig helt vildt. Vi har jo selv vanvittig mange chancer, og det havde også været en sjov kamp, hvis vi havde vundet 4-3. Det er ikke godt nok.
Patrick Mortensen vil dog ikke lægge meget i, at AGF nu har tabt to kampe i streg. De har fået en opsang fra cheftræner David Nielsen og skal finde tilbage til det, de gør godt, fortæller han.
Læs også:Bundproppen nedlagde AGF i en regulær målfest
- Det tror jeg ikke, at man skal lægge så meget i. Randers-kampen var ikke god nok, og det var den heller ikke i dag. Vi har fået en lille opsang af David (Nielsen, red.), som var fortjent. Og så må vi tilbage til nogle af de dyder, vi har været gode til, og det er specielt at være ærgerrige og arbejde stenhårdt. Jeg synes ikke, at vi løber nok for hinanden i dag, og vi er ikke gode nok til at forsvare målet. Vi skal være bedre til at lukke af nede bagi, siger Patrick Mortensen.
På trods af de to nederlag er AGF fortsat på Superligaens fjerdeplads med 20 point efter 13 kampe.
Læs også:Sprudlende FC Nordsjælland sætter Sønderjyske på plads
Læs også:Randers udtager 21 mand til FCM-møde