AC Horsens tog en ekstremt vigtig sejr, da holdet på hjemmebane slog bundproppen fra Silkeborg IF med 2-1 lørdag i 3F Superligaen.
Med sejren nåede Horsens op på 18 point og er dermed 11 point foran Silkeborg, der ligger sidst i tabellen.
Silkeborg havde ellers bolden mest i Horsens, men hjemmeholdet viste sig mere effektiv, og det blev udslagsgivende.
Horsens forsøgte sig i stedet med afleveringer i dybden, og det gav pote efter syv minutter, da angriberen Rune Frantsen blev sendt i dybden. Han driblede forbi Silkeborg-keeperen og bragte let Horsens foran med 1-0.
Læs også:LIVE: Sådan gik det, da AC Horsens mødte Silkeborg IF
Det var en chancefattig første halvleg, men efter 23 minutter bragte Silkeborg-angriberen Ronnie Schwartz balance i regnskabet efter et fælt drop af den vikarierende Horsens-målmand Matej Delac.
I halvlegens slutfase kom begge mandskaber tæt på føringsmålet.
Først var det Silkeborgs Filip Lesniak, der ramte stolpen, og kort før slutfløjt sendte den brandvarme Horsens-spiller Louka Prip et fremragende frispark på undersiden af overliggeren.
Anden halvleg var kun to minutter gammel, da Horsens kom foran 2-1. Rune Frantsen tryllede på højrekanten, og med et præcist indlæg fandt han sin angrebsmakker Peter Therkildsen, som headede hjemmeholdet foran.
Læs også:Mestertræner kæmper for overlevelse med SIF: Vidste, at det ville blive svært
Efter knap en times spil troede Silkeborg-spillerne, at de havde udlignet, men målet blev underkendt for offside.
Silkeborg forsøgte at jagte udligningen med alt, de havde, og kort efter den underkendte scoring ramte udeholdet stolpen for anden gang i kampen.
Uroen begyndte at brede sig hos Horsens-tilhængerne, for det lignede en kamp, hvor Horsens havde brug for en scoring mere for at sikre sejren.
Dybt inde i overtiden var det da også tæt på 2-2, men en fremragende redning af Matej Delac i Horsens-målet forhindrede gæsterne i at udligne og sikre et point.
/ritzau/
Læs også:Bedst og værst: Usikker Delac blev alligevel Horsens-helten i bundbrag
Læs også:Bo Henriksen glad for AC Horsens-form: Vi har været bedst i mange kampe
Læs også:SIF-anfører med kontraktudløb: Jeg kan jo finde en anden klub