Efter at have indkasseret ni mål i løbet af de første tre Superliga-runder, kunne Silkeborg IF tirsdag præsentere en forstærkning til forsvaret i form af hollænderen Milan Massop.
Den 25-årige venstreback bliver straks en af de mest erfarne spillere i Silkeborgs trup som følge af sin alder og sin erfaring fra både hollandsk og belgisk fodbold. Og Milan Massop håber, at han kan bruge den erfaring til at lære fra sig i Silkeborg.
- Jeg ved at Silkeborg IF har et ungt hold med meget talent. Jeg har spillet mange kampe i Holland og Belgien, så jeg kommer med erfaring og min måde at spille på. Samtidig får jeg energi af talentfulde spillere. Jeg håber at mine holdkammerater kan lære noget af mig, og at jeg kan lære noget af dem, siger Milan Massop til Silkeborgs hjemmeside.
Senest har Milan Massop spillet for belgiske Waasland Beveren i Belgien. Her spillede han sammen med danske Tobias Salquist, der har mere end 50 kampe for Silkeborg på cv’et, og Massop spurgte sin nu tidligere holdkammerat til råds før skiftet, fortæller han.
- Og alt han har fortalt mig, blev bekræftet, da jeg besøgte Silkeborg for et par dage siden. Det er en dejlig by, og det er gode mennesker, jeg har mødt i klubben. Faciliteterne taler for sig selv. Dem finder man ikke bedre, siger han, lyder det fra den nyslåede Silkeborg-spiller.
Milan Massop spillede i sidste sæson 26 kampe i den bedste belgiske række for Waasland Beveren.