Når vi ser fodboldspillere med deres børn, har poderne ofte miniudgaver af deres fars klubtrøje på. Nogle går står der endda "Dad" i stedet for efternavnet for ligesom at slå pointen fast: Hele familien holder med farmand.
I et lille hjem i Århus blev idyllen dog udfordret i sidste uge. Hobro-spillerens Rasmus Minors ældste søn, Georg på fem, havde været i den lokale sportsforretning med sin mor og lillebror, fordi han havde sparet penge sammen til en ny fodboldtrøje.
Den eneste gule trøje, de kunne finde, var Arsenals udebanedress, så familien Minor henvendte sig ved disken. De ville gerne vide, hvor Hobro-trøjerne hang.
- Der var kun AGF-ting, så det endte med, at han fik en plakat og en AGF-bold, og så har han købt en anden sportstrøje, fortæller Rasmus Minor til tipsbladet.dk.
Læs også:Se Hobro-spillere på slap line: Synger fællessang i skør video
- Da de kom hjem, tænkte jeg: "Hvad fanden foregår der?"
- Men sådan er det nok at bo i Århus. Der var i hvert fald ikke nogen Hobro-trøje, så det kan være, jeg selv skal få skaffet en.
Rasmus Minor lagde selv et billede af knægten og hans nye plakat på Instagram i sidste uge. Han syntes især, det var sjovt, fordi et par tidligere holdkammerater, Casper Højer og Bror Blume, spiller i AGF.
Og så må drengen jo få en lærestreg på den hårde måde.
Læs også:Superliga-spiller: Min mor ramt af kræft og corona
- Det kan godt være, han smiler, men han ved ikke, at han er gjort arveløs, griner Minor.
I realiteten tager Hobro-stopperen det ikke så tungt. Selv om sønnike som femårig er på vej ind i den alder, hvor han knytter livslange bånd til en eller flere fodboldklubber, kommer hans far ikke til at hjernevaske ham.
- Det må han sgu helt selv bestemme. Der er ikke noget pres for mig. Hvis han bliver AGF-fan, er det okay med mig. Men jeg håber da, at han hepper på sin far altid, siger Rasmus Minor.
I familien Minor kan de glæde sig over, at der ikke er optræk til en direkte duel mellem far og søn lige foreløbig. Hobro IK mødte AGF i den næstsidste kamp inden coronapausen, og de ender næppe i samme slutspil, så de kan tidligst mødes i næste sæson.
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere
Læs også:Hobro-spiller forventer sommerexit: Det er nok meget sandsynligt
Læs også:Bedst og værst: Afviste håndtryk og spøjst hjørnespark i Hobro