Hobro og Horsens deler point i intens duel
Foto: Getty Images
Superliga

Hobro og Horsens deler point i intens duel

Hobro og Horsens spillede lørdag 1-1 i en kamp med mange hårde dueller, hvor målene faldt i første halvleg.

Horsens fik en drømmestart, men Hobro slog hurtigt tilbage, da mandskaberne lørdag delte pointene i et intenst 1-1-opgør på DS Arena i Hobro.

Nicolai Brock-Madsen sendte Horsens mod overlevelse allerede efter 12 minutter, men blot syv minutter senere fik Imed Louati udlignet for Hobro til slutresultatet 1-1.

Horsens og Hobro spillede begge deres første kamp i 3F Superligaens nedrykningspulje 2, og der var vigtige point på spil, efter at Esbjerg fredag åbnede puljen op ved at slå Randers 4-2.

Horsens kunne med en sejr snuppe førstepladsen fra Randers, og derudover skabe et 14 points forspring til Hobro på tredjepladsen, og med fem kampe tilbage, så ville det mere eller mindre betyde overlevelse for Horsens.

Med Esbjergs sejr, så var Hobro ekstra presset. Hobros forspring var nemlig kun på to point inden kampen, og kravet for Hobro er at holde Esbjerg bag sig, da klubben ellers rykker direkte ned i 1. division.

Kampen blev lige nøjagtig som man kunne forvente: Et drabeligt slag med masser af dueller på midten af banen, og derfor var det heller ikke det smukke spil, der dominerede.

Kampens første mål kom også ud af en tilfældighed. Simon Jakobsen kiksede sit forsvarspil på et indlæg, og en helt fri Nicolai Brock-Madsen kunne let prikke Horsens foran 1-0 efter 13 minutter.

Første halvleg forsatte i tilfældighedernes tegn. Pludselig satte Edgar Babayan sig igennem, og han fandt Imed Louati, der flot headede udligningen i kassen seks minutter senere.

Herefter forsatte de hårde dueller i en kamp, der på ingen måde vadede i chancer.

Anden halvleg startede dog akkurat så dramatisk som første halvleg. Først appellerede Horsens for hånd på bolden i straffesparksfeltet, og få minutter senere var det Hobros tur.

Begge situationer medførte store protester, men dommerens fløjte forblev tavs.

Det meste af halvlegen foregik i det øverste luftlag, hvor begge hold slog mange lange bolde til duel. Begge mandskaber havde dog svært ved at skabe muligheder, hvorfor afslutninger var sjældne i opgøret.

Hobro virkede mest interesseret i de tre point til sidst, men trods et lille pres, så lykkedes det ikke hjemmeholdet at blive farlig for alvor.

Derfor misbrugte Horsens chancen for at erobre førstepladsen i puljen, mens Hobro ikke formåede at distancere Esbjerg i duellen om direkte nedrykning.

/ritzau/